-Ryk dem til de større byer
Flyt flere af de tomme studiepladser på f.eks. velfærdsuddannelserne til de største byer, foreslår den borgerlige tænketank Cepos
Citathistorie: Jyllands-Posten
Knap hver tredje studieplads uden for de fire største byer er ledig, efter at 67.425 unge i år er blevet optaget på en videregående uddannelse.
En rundringning til landets professionshøjskoler bekræfter, at stolene på f.eks. velfærdsuddannelserne i stor stil står tomme i de mindre byer, mens der er fyldt godt op på mange af de samme uddannelser i storbyerne.
Det skriver Jyllands-Posten
F.eks. står 127 af 158 studiepladser tomme på læreruddannelsen i Skive, som administreres af Via University College. Samme institutions læreruddannelse har fyldt alle 505 pladser i Aarhus.
Via University College har også fyldt samtlige 458 pladser på pædagogstudiet i Aarhus, mens der er mellem 46 og 69 ledige pladser i Viborg, Ikast og Holstebro.
Svær ambition
Den borgerlige tænketank Cepos og uddannelsestænketanken Dea vurderer på den baggrund, at politikernes ambition om, at flere skal læse i de mindre byer, bliver mere end svær at opfylde.
Forskningschef Karsten Bo Larsen, Cepos, foreslår at gå den modsatte vej og flytte studiepladser fra de mindre byer til de store.
Mindre kommuner kan så tiltrække arbejdskraft ved at gøre det attraktivt for familier at flytte dertil.
- Det kunne være en idé at flytte studiepladser derhen, hvor der er nogle, der gerne vil ind. Det ville enhver privat virksomhed gøre, siger han til Jyllands-Posten.
-Bliver nødt til at tro på det
Prorektor Gitte Sommer Harrits, Via University College, anerkender, at det er svært at vende udviklingen:
- Men et eller andet sted bliver jeg jo nødt til at tro på, at vi kan – i hvert fald i nogen grad. Jeg tror aldrig, at vi kommer til at flytte rigtigt mange fra de store byer og ud.
Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen er glad for alle konstruktive forslag, der kan føre til øget udbud af arbejdskraft i de mindre byer.
Men hun står fast på, at det er nødvendigt at placere flere uddannelsespladser væk fra storbyerne.