Russiske skibe var i nærheden af eksplosionssteder

I dagene og månederne op til eksplosionerne på Nord Stream var russiske flådeskibe tæt ved eksplosionssteder

Offentliggjort Sidst opdateret

I månederne og dagene op til sprængningerne på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 var russiske flådeskibe tæt på eksplosionsstederne.

Det skriver DR, der sammen med norske NRK, svenske SVT og finske Yle har fået adgang til radiokommunikation fra den russiske flåde.

Havde kapaciteten

De skibe, der var i nærheden af eksplosionsstederne, havde kapacitet til at udføre undervandsoperationer.

Ifølge DR opholdt skibene sig omkring de områder, hvor eksplosionerne senere fandt sted, i flere timer og i et tilfælde tæt på et døgn.

Et af skibene var tæt ved eksplosionsstederne fem dage før sprængningerne.

Oplysningerne, som medierne har fået indsigt i, viser mindst tre russiske flådeskibes færden.

Juni og september

Jens Wenzel Kristoffersen, der er orlogskaptajn og militæranalytiker ved Københavns Universitet, siger til DR, at oplysningerne peger mod, at der er foregået operationer under havoverfladet.

- Der er en sammensætning af skibe derude, som sammen med positionerne indikerer, at der er foregået noget på havbunden, som kan have været forbundet med sprængningerne. Uden at vi kan sige, at det er tilfældet, siger han.

Skibene var til stede omkring gasrørledningerne i både juni og september sidste år ifølge DR's oplysninger.

Sabotage

I september sidste år blev der registeret læk i Nord Stream 1 og 2, der ligger i Østersøen. 

Efterfølgende har flere landes myndigheder - heriblandt danske - sagt, at det var sabotage, der var skyld i lækkene.

Hvem der stod bag sabotagen, vides endnu ikke.

Ønsker ikke at stille op

DR har forelagt Ruslands ambassade i København oplysninger om de russiske skibes tilstedeværelse ved gasrørledningerne. Ambassaden har ikke svaret på DR's henvendelse.

Heller ikke de russiske ambassader i Sverige, Norge og Finland har ønsket at stille op til et interview om skibenes færden.

I september sidste år forårsagede eksplosioner læk på Nord Stream 1 og 2. Det er senere konkluderet, at eksplosionerne skyldtes sabotage. (Arkivfoto).
I september sidste år forårsagede eksplosioner læk på Nord Stream 1 og 2. Det er senere konkluderet, at eksplosionerne skyldtes sabotage. (Arkivfoto).

Nord Stream 1 og 2

* Nord Stream 1 og 2 er to gasledninger, som hver består af to parallelle rørsystemer, der er sat sammen af omkring 100.000 rørelementer à 12 meter.

* Nord Stream 1 løber fra Vyborg, der ligger i det vestlige Rusland tæt ved grænsen til Finland. Gasledningen ender i Lubmin, der er en by i det nordøstligste Tyskland.

* Nord Stream 1 drives af selskabet Nord Stream AG, hvor det russiske gasselskab Gazprom ejer 51 procent. Den russiske stat er majoritetsaktionær i Gazprom, som er børsnoteret i Moskva.

* Nord Stream 1 har en årlig kapacitet på 55 milliarder kubikmeter gas.

* Nord Stream 1 blev lukket et par gange hen over sommeren, angiveligt på grund af tekniske problemer, og kapaciteten blev reduceret. 5. september blev forbindelsen lukket på ubestemt tid.

* Nord Stream 2 løber fra Ust-Luga, der ligger i det vestlige Rusland nær grænsen til Estland, til Lubmin i Tyskland. Rørledningen er ligeledes omkring 1200 kilometer lang.

* Gazprom har også aktiemajoritet i selskabet, der driver Nord Stream 2. Her hedder selskabet Nord Stream 2 AG.

* Gasledningen skulle ligeledes kunne transportere 55 milliarder kubikmeter naturgas, men er aldrig taget i brug. Tilsammen skulle Nord Stream 1 og Nord Stream 2 kunne forsyne over 50 millioner europæiske hjem.

* 22. februar i år besluttede Tyskland at bremse processen med at godkende rørledningen. Inden Tyskland besluttede ikke at godkende ledningen, var den blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas.

Kilde: Nord Stream, dpa, Information, Energistyrelsen og Reuters
Powered by Labrador CMS