Rusland holder skarpt øje med Bornholm

Opfatter dansk regiment på Bornholm som øget engagement i den stigende konfrontation i Østersøregionen

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringen og Forsvaret vil have flere soldater på Bornholm, og den beslutning får Rusland til at skærpe opmærksomheden på øen.

Det siger Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, i en skriftlig kommentar til DR.

Regeringen præsenterede onsdag aften en ny hærplan, der blandt andet indebærer et nyt Bornholms Regiment med flere soldater på øen i Østersøen.

-  Militarisering af Bornholm

Ifølge Vladimir Barbin er der tale om en "militarisering af Bornholm".

Rusland "har ikke og har aldrig haft aggressive hensigter over for Danmark", lyder det.

- Den russiske side vil overvåge den militære aktivitet på Bornholm med henblik på at udvikle nødvendige militærtekniske modforanstaltninger for at imødegå mulige trusler mod Ruslands sikkerhed, herunder Kaliningrad-regionen, og mod den frie sejlads i Østersøen, siger ambassadøren ifølge DR.

Vladimir Barbin mener, at den øgede tilstedeværelse på Bornholm viser Danmarks "engagement i den stigende konfrontation i regionen". (Arkivfoto).

Vladimir Barbin mener desuden, at den øgede tilstedeværelse på Bornholm viser Danmarks "engagement i den stigende konfrontation i regionen".

Rykkes fra Haderslev

Målet med en ny infanteribataljon på Bornholm er, at det danske forsvar skal stå stærkere i Østersøen.

Sådan lød det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og forsvarschef Michael Hyldgaard på et pressemøde onsdag aften.

Tropperne til den forstærkede position på Bornholm rykkes fra Haderslev. På dette punkt er der derfor tale om en omstrukturering.

5.000 nye ansatte er målet

Generelt vil Forsvaret med den nye hærplan få tilført flere ansatte i hele landet.

Samlet set skal der komme 5000 flere ansatte i Forsvaret frem mod 2033. Det vil dække både militære og civile årsværk.

Dermed vil antallet af årsværk i Forsvaret gå fra cirka 23.000 til 28.000.

Det er et resultat af tidligere aftaler og de nyligt afsatte milliardbeløb i Accelerationsfonden.

Antallet af værnepligtige stiger i samme periode til 6500.

Powered by Labrador CMS