Dummere end politiet tillader? Sigtelserne haglede ned over 20-årig

En ung mand fra Aarhus gjorde sig onsdag uheldigt bemærket. Over for politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 20-årig mand gjorde onsdag klokken 10.35 kraftigt – og noget uheldigt – opmærksom på sig selv, da han kørte forbi en patrulje, der stod på Silkeborgvej i Brabrand.

Betjentene var i gang med noget andet arbejde, da de opdagede manden, som sad bag rattet i en bil og filmede dem med sin mobiltelefon, mens han langsomt kørte forbi.

Patruljen kørte derfor efter manden og standsede ham på Møldrupvej.

– Han erkendte, han havde filmet og lagt det på Snapchat, siger Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Mens han kørte, forstås.

Her blev han sigtet for at bruge mobiltelefon under kørslen.

Da betjentene bad om at se den 20-åriges kørekort, måtte han erkende, at han ikke havde noget. Det fik patruljen til at kigge nærmere på bilen, og de fandt hurtigt fire poser kokain.

Den 20-årige blev anholdt og en narkohund blev tilkaldt. Den snusede sig frem til yderligere seks poser med kokain gemt i bilen.

Flere stoffer

Efter fundet besluttede politiet at ransage mandens lejlighed, og her fandt de salgsposer med skunk, vægte og en del tusinde kroner i kontanter. Alt sammen blev beslaglagt.

På stationen viste en test, at den 20-årige var påvirket af kokain.

Han blev altså sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørslen,  kørsel uden førerret, narkokørsel, narkosalg og for besiddelse af kokain.

– Han fortæller, han ikke kender noget til stofferne, men at han havde lånt bilen ud, siger Jakob Christiansen, der også fortæller, at manden igen er løsladt.

Det bliver i familien

Østjyllands Politi kunne herefter føje endnu en sigtelse til i sagen; bilen, den 20-årige, der kommer fra Aarhus C, var kørende i, tilhører hans mor.

Hun blev sigtet for at have overladt sin bil til sin søn, selvom han ikke har kørekort

Powered by Labrador CMS