Rørende: Det sagde kronprinsen til sin mor

Dronningen er søstærk og står i høj sø, siger kronprins Frederik i tale ved sin mors jubilæum søndag aften

Offentliggjort Sidst opdateret

Kronprins Frederik sammenligner i sin tale til sin mor, dronning Margrethe, hendes rolle som dronning med at være kaptajn på et skib.

- Du står, når andre går i knæ, i høj sø, siger han ved gallataflet i anledningen af dronning Margrethes 50-års-regentjubilæum.

Han fortæller, at dronningen har lært Danmark at kende fra havnene gennem rejser med kongeskibet "Dannebrog".

Han beskriver hende som søstærk.

Derfor skal der mere end lidt blæst til at ryste hende, mener kronprins Frederik.

Et alsidigt menneske

Kronprinsen beskriver sin mor som et alsidigt menneske med evner, der favner bredt.

I talen siger han også, at de to supplerer hinanden godt.

Han nævner, at han selv kan lide rockmusik, og dronningen mest er til klassisk musik. Kronprins Frederik mener også, at hans mor mestrer ordet, imens han selv mangler det af og til.

Et udmærket team

Kronprinsen tilføjer, at han mener, at chef og næstkommanderende udgør et særdeles udmærket team.

- Skibet, det deler vi, det er vores ansvar. Jeg følger dig, som du fulgte din far, og som Christian vil følge mig, siger han.

Han forsikrer dronningen om, at han står lige bag hende, som hendes næstkommanderende.

- Når tiden kommer vil jeg føre skibet videre, med det vi har delt som ballast, siger han.

Kronprins Frederik hilser på sin mor, dronning Margrethe, efter, at han har holdt tale for hende til gallataflet ved hendes 50-års regeringsjubilæum.
Kronprins Frederik hilser på sin mor, dronning Margrethe, efter, at han har holdt tale for hende til gallataflet ved hendes 50-års regeringsjubilæum.

Hurra for chefen

Kronprins Frederik afslutter sin tale ved gallataflet ved at bede gæsterne om at råbe hurra for chefen - dronning Margrethe.

Dronningens regeringsjubilæum er blevet fejret i weekenden. Jubilæet var i januar, men fejringen blev udskudt på grund af coronapandemien.

Gallataflet bliver afholdt i riddersalen på Christiansborg. Ud over talerne og middagen optræder en række musikere også ved festlighederne. Det er blandt andet Thomas Helmig.

Dronning Margrethe er den nulevende regent i Europa, som har siddet længst tid på tronen.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

Powered by Labrador CMS