Roald Poulsen er død
Bisættes i stilhed
Fodboldklubben OB's tidligere mestertræner, Roald Poulsen, er død.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Roald Poulsen var træner for det fynske fodboldflagskib i to omgange.
Mester
Første gang i perioden 1988-1992.
Her blev det til et dansk mesterskab i 1989.
Han var træner for OB igen i 1996-1998 dog uden den samme succes.
Også landstræner
Roald Poulsen trænede i løbet af karrieren også klubber som B1913 og Viborg FF samt var landstræner for det afrikanske land Zambia.
I sit hverv som landstræner for Zambia vandt han bronzemedaljer ved African Cup of Nations i 1996. Poulsen vendte vikarierende tilbage som landstræner for Zambia i 2002.
Og netop det afrikanske kontinent blev ennemgående for træneren, der også var del af FC Københavns fodboldskole i Sydafrika og teknisk direktør for en fodboldskole i Cape Town.
Foregår i stilhed
Roald Poulsen blev 73 år.
Ifølge Fyens Stiftstidende er det familiens ønske, at bisættelsen foregår i stilhed.
Der er ikke oplyst nogen officiel dødsårsag.