ADVARER:
Risiko for kø - undgå dette tidsrum
Særligt på E45 og på tværs af landet fra Jylland til Hovedstadsområdet vil der være risiko for kødannelse
Bilister må væbne sig med tålmodighed, hvis de skal færdes på de danske motorveje og landeveje søndag.
Vejdirektoratet forventer, at der vil være et større pres på vejene på flere strækninger mellem klokken 12.00 og klokken 16.00, fordi mange rejser hjem fra ferie på tværs af landet.
Det fortæller Martin Rytoft, der er vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter.
Vent
- Skal man ud og køre i dag, vil det være en rigtig god ide at vente til sent på eftermiddagen eller måske de tidlige aftentimer - i hvert fald hvis man vil undgå kødannelse og forlænget rejsetid i dag, siger han.
Særligt er det på E45 fra den dansk-tyske grænse og op til Aarhus-området, at der er risiko for kødannelse i begge retninger, lyder det.
60 kilometers vejarbejde
Blandt andet på grund af vejarbejde på en op til 60 kilometer lang strækning.
- Der er godt pres på vejene, især fordi vi har vejarbejde deromkring, hvor vi simpelthen er ved at udbygge motorvejen til flere spor. Så der vil være ekstra trafik, siger Martin Rytoft.
Derudover er det også på tværs af landet fra Jylland mod Hovedstadsområdet på den Fynske Motorvej og Vestmotorvejen på Sjælland, at risikoen for tæt trafik er stor, lyder det.
Lyt til P4
Også ved Sjællands Odde og på de store landeveje omkring de store sommerhusområder, forventer Vejdirektoratet, at der vil være god trafik.
Hvis man vil være på den sikre side, kan man selv tjekke Vejdirektoratets trafikkort, der opdateres, hvis der er uheld eller længere kødannelse, lyder det fra Martin Rytoft.
- Eller lyt til P4, når man er på vej, så kan man måske ændre rejserute, hvis der nu skulle ske uheld eller andet lignende, som giver de her kødannelser, siger han.