Regnvejret kommer tilbage
Nyd de tørre timer
Det meste af Danmark står op til regnvejr onsdag, og der kommer mere af det.
Det siger vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Hans Peter Wandler, til Newsbreak.dk.
- I løbet af formiddagen holder regnen op med at falde, og det bliver mest tørt med stedvis diset vejr. Temperaturen vil ligge omkring fire til otte grader, siger Hans Peter Wandler.
Kommer igen
I løbet af onsdag aften trænger en ny front fra sydvest ind over Danmark.
Den har også regn med.
- Den rammer det sydlige og vestlige Jylland og begynder at give regn omkring midnat natten til torsdag. Den bevæger sig over landet men vil måske først nå det nordligste Jylland, Nordsjælland og Bornholm på den anden side af klokken 06.00 torsdag morgen, siger Hans Peter Wandler.
Kan være glat
Nattefrost og sne er et overstået kapitel de kommende dage med en enkelt undtagelse.
- De fleste bilister vil stå op til våde eller fugtige veje torsdag morgen, men der kan være enkelte steder i Nordjylland, hvor der er risiko for glatte veje, siger Hans Peter Wandler til Newsbreak.dk.