Regionsdirektør: Støj i corona-tal
Hver tredje registreret er indlagt af andre årsager
De nationale tal for indlagte med coronavirus overvurderer, hvor stort et pres der er på sundhedsvæsenet.
Sådan lyder det fra Region Hovedstaden. Regionen benytter selv andre tal, hvor man kun tæller patienter, der er indlagt på grund af - og ikke med - coronavirus.
Det skriver Berlingske.
22. december var der i Region Hovedstaden 265 indlagte med coronavirus ifølge opgørelsen fra Statens Serum Institut (SSI).
Men i en orientering til politikerne i regionen lyder det, at der kun var 182 indlagte, hvor covid-19 var enten "aktions- eller bidiagnose". Dermed er knap hver tredje indlagt af andre årsager end coronavirus.
38 i psykiatrien positive
For eksempel var der 38 patienter indlagt i psykiatrien, som var testet positiv for coronavirus.
Statens Serum Institut tæller alle med, der har været indlagt i mindst 12 timer, og som op til 14 dage før deres indlæggelse er testet positiv med coronavirus. De kan være raske og symptomfri, og de bliver også taget ud af regionens egne tal.
Regionsrådsmedlem Leila Lindén (S) siger til Berlingske, at SSI's tal er "misvisende", fordi man tæller dem med, der er indlagt af andre årsager.
"Støj" i tallene
Samme toner lyder fra koncerndirektør i Region Hovedstaden Dorthe Crüger.
- Der er for meget "støj" i tallene fra SSI, når de også omfatter indlagte på for eksempel psykiatriske afdelinger, fødeafdelinger og ortopædkirurgiske afdelinger, hvor folk kan være kommet ind med et alvorligt benbrud, og man så også finder corona hos dem som et tilfældigt fund, siger hun til Berlingske.
Til gengæld flugter SSI's tal for intensivpatienter med coronavirus med regionens egne tal.
SSI offentliggjorde i november en rapport om forskellen på "indlagt med" og "indlagt på grund af" corona. Den viste, at 82,6 procent af de coronaindlagte var på indlagt på grund af coronavirus.
15.500 patienter
Tallet dækker over de omkring 15.500 patienter, som har været indlagt med coronavirus fra starten af pandemien og frem til 1. oktober.
Hos SSI siger direktør Henrik Ullum i en skriftlig kommentar til Berlingske, at alle, der indlægges og er smittede, skal isoleres og derfor kræver særlig behandling, der belaster sundhedsvæsenet.
Han påpeger samtidig, at tallet for, hvor mange der er indlagte på grund af coronavirus, er vigtige tal for regionerne for at kunne planlægge behandlingskapaciteten.
Mandagens smittetal i Danmark
Der er på et døgn registreret 16.164 tilfælde af coronavirus i Danmark.
Det viser tal fra Statens Serum Institut mandag.
Smittetallet er rekord og kommer, blot en dag efter at den hidtidige rekord blev sat. Søndag blev der således fundet 14.844 smittede.
Af mandagens tal er 639 af smittetilfældene reinfektioner.
Positivprocent på 12
De smittede er fundet blandt 130.686 PCR-prøver. Det giver en positivprocent på 12,4, hvilket med afstand er det højeste i den periode, hvor alle har kunnet få en coronatest.
Derudover stiger antallet af indlagte med 29 til 608.
Yderligere syv er døde med covid-19.
Dermed er det samlede dødstal 3217.