Wilbek: -Genboen ringede 112
Det var genboen, der ringede til alarmcentralen, så Ulrik Wilbeks hustru kunne indlægges.
Da Ulrik Wilbek nåede ind til sin kone Susanne, der tirsdag fik en blødning i hjernen, var hun allerede på vej ind i bevidstløshed, afslører Viborgs nuværende borgmester i et Facebook-opslag. Det lykkedes dog at få Susanne Munk Wilbek på hospitalet, hvor hun – som Newsbreak.dk omtalte torsdag – blev opereret.
“Operationen er gået godt, og hun har det efter omstændighederne godt. Nu håber vi, at Susanne kan få al den ro, der skal til, for at hun kommer stærkt tilbage”, skrev Ulrik Wilbek i en SMS til avisen Viborg Stifts Folkeblad – uden at komme ind på årsagen.
Nu omtaler han selv hændelsen på Facebook. Her beskriver han blandt andet, hvordan det var genboen, der fik ringet til alarmcentralen 112. “På vejen til Skejby – med fuld udrykning i meget tåget vejr – var min kone så medtaget, at vi måtte stoppe op i hammershøj, hvor hun blev lagt i kunstig coma”, skriver han blandt andet.
Du kan læse hele opslaget her under
Susanne Munk Wilbek blev med efternavnet Lauritsen særdeles landskendt, fordi hun op gennem 90’erne var med til at vinde guld til EM, VM og OL med det danske håndboldlandshold, der dengang blev trænet af … Ulrik Wilbek.
De mødte hinanden i Viborg HK, hvor Munk Wilbek er assistenttræner. Hun spillede hele sin karriere i klubben og forsatte efter den aktive karriere med at bidrage til Viborg HK.
Hun har været sportschef, talentchef, målmandstræner og assistenttræner i klubben.