Redningsaktion for nationalleksikon

Efter megen tøven erklærer Social­demokratiet nu vilje til at sætte lex.dk på finansloven i et omfang, så en række ­fonde også vil ­støtte

Nu bliver der sandsynligvis sat penge af til lex.dk
Nu bliver der sandsynligvis sat penge af til lex.dk

Citathistorie: Kristeligt Dagblad

Udgiverne af internetportalen lex.dk har siden begyndelsen af september advaret om, at man måtte lukke, hvis ikke der kom flere penge på finansloven til driften. 

Men der skulle gå over to måneder - og lex.dk skulle begynde at afskedige medarbejdere - inden der nu tegner sig et flertal blandt de folkevalgte for at redde portalen, som samler og viderefører opslagsværker som Den Store Danske Encyklopædi og Trap Danmark. 

Da regeringspartiet, Socialdemokratiet, den 30. august spillede ud med sit finanslovsforslag, var det uden ekstra millioner til lex.dk. 

Partiet har hele tiden givet udtryk for, at man intet har imod lex.dk, men at en bevilling måtte afhænge af de videre forhandlinger.

Håb for lex.dk

Fredag udkom flere store dagblade så med store helsidesannoncer med overskriften ”Lex.dk lukker”, og samme dag gik Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, et skridt videre mod at love at afsætte midler til portalen.

- Vi er åbne for at drøfte med de andre partier, om vi skal finde pengene blandt de i alt 1,2 milliarder, der i finanslovsudspillet er afsat til at fordele efter fælles forhandlinger. Hvis de andre partier er med på at finde det beløb, som kræves for at holde ­lex.dk i gang, vil vi gøre det. Vi mener, at lex.dk er et vigtigt bidrag til borgernes oplysning, siger han.

Powered by Labrador CMS