Redder skindet efter mink-sag
Mogens Jensen (S) trak sig som minister efter Minksagen. Nu fokuserer han på kulturområdet
Tidligere fødevareminister og nuværende folketingsmedlem Mogens Jensen har sat sig på kulturposten, efter at han tog skraldet for Minksagen under coronakrisen tilbage i 2020.
Den 31. oktober fylder han 60 år.
Mogens Jensen stod for skud, da regeringen valgte at aflive alle mink i landet på grund af smitte med corona.
Ingen hjemmel
For kort tid efter viste det sig, at den daværende socialdemokratiske regering ikke havde lovhjemmel til at kræve, at minkene blev slået ihjel.
Og efter et stærkt pres måtte Mogens Jensen derfor sige farvel til sin post som fødevare-, fiskeri- og ligestillingsminister.
Trak sig
Han trak sig med den begrundelse, at han havde mistet tilliden fra Folketinget.
- For at jeg som minister skal kunne varetage mit hverv, er det afgørende, at jeg har den fornødne tillid i Folketinget, skrev han dengang på sin Facebook-profil.
Efter Minksagen skulle den tidligere minister derfor finde sin plads i Folketinget på ny.
Stort netværk
Og hans netværk og interesse for det kulturelle område er stort.
For han har tidligere haft bestyrelsesposter i en række kulturelle organisationer og fonde siden 1980’erne.
Blandt andet i foreningen Kunst på Arbejdspladsen og Björn Afzelius’ Internationale Kulturfond.
Desuden har han i årevis stået for musikalske og underholdende indslag på Socialdemokratiets kongresser, ligesom han flere gange har været med i Christiansborgrevyen.
Har parodieret Nyrup
Her har han både parodieret prins Henrik og den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Kort efter skandalen blev han derfor udpeget af regeringen til at være formand for Folketeatret i København. Og det glædede ham.
- Gennem hele mit voksne liv har jeg haft min gang på teatret og oplevet mange fremragende forestillinger her, skrev han dengang på sin Facebook-profil.
Ordfører
Han skal indtil videre sidde på posten indtil udgangen af 2024. Derudover er han i dag kultur-, medie- og idrætsordfører for Socialdemokratiet og næstformand for partiet.
Siden 2023 har han også været formand for delegationen til Europarådets Parlamentariske Forsamling, som er en institution under Europarådet, der har sæde i Strasbourg.
Skal snart giftes
Privat har Mogens Jensen dannet par med kæresten Markus Hjortshøj i de seneste fem år, og tilbage i maj afslørede kulturordføreren for Ekstra Bladet, at parret nok snart tager det næste skridt.
- Vi har ikke fastsat nogen dato for at blive gift. Endnu. Men det kommer jo nok snart, sagde Mogens Jensen dengang til Ekstra Bladet.