Reagerer efter tragisk ambulance-fejl
En ældre mand fik hjertestop, mens han ventede over en time på en ambulance efter et fald. Beklageligt og uacceptabelt lyder det fra de ansvarlige
Citathistorie: TV2 Lorry.
For mange ambulancer er for langsomme om at komme frem til ulykkesstedet i hovedstadsområdet.
Sådan lyder kritikken fra fællestillidsmanden for Hovedstadens Beredskab, efter at TV 2 Lorry mandag kunne fortælle om en ældre mand, der i sidste uge faldt om på Frederiksberg og måtte vente på hjælp i en hel time.
Fællestillidsmand Andreas Keil vender simpelthen tommelfingeren nedad til responstiderne.
For mangel på ambulancer og for lange ventetider på hjælp er ikke nyt for Hovedstadens Beredskab, som varetager en del af ambulancekørslen i Region Hovedstaden.
- Vi oplever klart, at det er et ekstraordinært stort problem i Region Hovedstaden, siger Andreas Keil, der også er medlem af Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, til TV 2 Lorry.
Hjulpet af kvikke borgere
Den ældre mand, der faldt om tirsdag formiddag i sidste uge i krydset ved Peter Bangs Vej og Dalgas Boulevard blev hjulpet ind på fortovet af et par kvikke borgere - heriblandt Camilla Krogh Østrup.
Hun ringede 1-1-2 fem gange inden for en time. Efter det sidste opkald fik den ældre mand hjertestop.
Heldigvis kom en politipatrulje forbi, som tilkaldte en ambulance gennem patruljens tilkaldesystem.
Ifølge Andreas Keil så har Hovedstadens Beredskab igennem flere år rakt ud med løsninger til politikerne i Region Hovedstaden, men fællestillidsmanden og hans kolleger har oplevet, at de ikke blevet hørt.
- Vi har haft foretræde i Sundhedsudvalget, hvor vi er kommet med anbefalinger. Vi har lavet artikler. Vi har gjort rigtig meget meget for at gøre opmærksom på de udfordringer, vores branche oplever, siger Andreas Keil.
Gælder særligt B-kørsler
Lars Gårdhøj (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, mener dog ikke, det er helt rigtigt.
- Vi har skam lyttet, og vi har også drøftet situationen flere gange i Sundhedsudvalget, og derfor er det også et område, vi følger tæt, hvilket vi også gør fremadrettet, siger Lars Gårdhøj til TV 2 Lorry.
De lange ventetider er særligt problematiske, når det handler om de såkaldte B-kørsler.
Når der bliver ringet 1-1-2 vurderes det fra gang til gang, hvor akut situationen er.
A-kørsel er den akutte ambulancekørsel med udrykning til en livstruende eller muligt livstruende tilstand - her lever Region Hovedstaden op til målene om at være fremme indenfor 15 minutter.
Men på B-kørsel, der er ambulancekørsel uden udrykning til hastende opgaver, hvor der ikke umiddelbart er risiko for liv eller førlighed, lever Region Hovedstaden ikke op til målene om at være fremme inden for 30 minutter.
- Det er jo ikke godt nok, så vi skal selvfølgelig længere op. Og hvis det ikke forbedres, tror jeg, vi er nødt til at drøfte med hinanden politisk, om vi kan finde mulighed for flere ambulancer, siger regionsrådsformand Lars Gårdhøj.
Men bliver man ikke allerede nu nødt til at gå ind og gøre noget?
- Jeg tror, at den pågældende dag, hvor det her skete, var en særlig dag, hvor der var ekstraordinært travlt, siger Lars Gårdhøj.
-Måtte vente for længe
I Region Hovedstadens Akutberedskab har vagtcentralchef Preben Hansen erkendt, at den ældre mand der faldt om på Frederiksberg, måtte vente for længe.
- Borgeren burde have fået hjælp hurtigere. Da der ringes 1-1-2 og fortælles om hændelsen, vurderede vores sundhedsfaglige personale i første omgang, at der ikke var tale om det, vi kalder livstruende syg eller tilskadekommet, som normalt medfører en udrykningskørsel, siger han i en skiftlig kommentar til TV 2 Lorry.
På den baggrund valgte vagtcentralen at sende en B-kørsel, der dog stadig bør ankomme, inden der er gået 30 minutter.
Vagtcentralchef Preben Hansen forklarer, at der var usædvanligt travlt på ulykkestidspunktet, men at man normalt vurderer situationen løbende, selvom den til at starte med er klassificeret som en B-kørsel.
- Ved forværring ville vi omprioritere andre ambulancer til udrykningskørsel. Dette er desværre først sket sent i dette forløb, siger han.
Beklager forløbet
Vagtcentralen er nu ved at undersøge forløbet for at afklare, hvad man kan gøre for at undgå lignende hændelser.
Vagtcentralchefen beklager forløbet.
- Det er en voldsom oplevelse, og jeg beklager over for den tilskadekomne og hans familie, og overfor de mange borgere, som var til stede og heldigvis hjalp til.
Ifølge Region Hovedstadens sundhedsudvalgsformand, Christoffer Buster Reinhardt (K), placerer Region Hovedstaden sig allerdårligst blandt regionerne, når det gælder om at få de såkaldte B-kørsler frem til tiden.
Ifølge de opstillede servicemål skal 93 procent af alle B-kørsler være fremme inden for 30 minutter.
I år 2021 er det indtil videre kun sket 79,4 procent af gangene, oplyser Region Hovedstadens Akutberedskab.
- Det er vores ansvar i regionsrådet, at ambulancen kommer frem til tiden - også på det, der ikke er livstruende, siger Christoffer Buster Reinhardt til TV 2 Lorry
Hvad vil du som formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden gøre for, at det her problem ikke gentager sig?
- Jeg vil fortsætte med at gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre ambulancedriften flere penge, når vi forhandler budgettet, og når vi prioriterer de midler, der er på sundhedsområdet i regionen - ligesom vi har gjort andre år. Men vi er ikke i mål endnu, for der er for få ambulancer på gaden siger Christoffer Buster Reinhardt.
Fællestillidsmand Andreas Keil mener ikke, de penge, der bliver afsat, er nok.
- Man må vel et eller andet sted regne ud, at der kommer et øget antal pres på ambulancerne, så de bør sætte nogle flere penge og gå i bedre dialog med leverandørerne, siger han.