Raser over parkerings-kaos

500 nye erhvervsparkeringspladser skulle hjælpe erhvervslivet i København. Pengene slap dog allerede op, da man var nået til 423 pladser

Erhvervslivet er blevet snydt for p-pladser i København
Erhvervslivet er blevet snydt for p-pladser i København

Citathistorie: TV2 Lorry.

I december 2019 lovede politikerne i Københavns Kommune, at der skulle oprettes 500 parkeringspladser specielt reserveret til køretøjer på gule nummerplader. De 500 parkeringspladser skulle efter planen stå klar ved udgangen af 2020.

En optælling i dag, over halvandet år efter, viser, at der kun er etableret 423 ud af de 500 pladser. Der mangler altså 77, og ifølge teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen, er der ikke udsigt til, at de resterende parkeringspladser bliver oprettet lige foreløbig.

Det skriver TV 2 Lorry.

- Det er selvfølgelig klart, når man siger 500 pladser, så forventer københavnerne 500 pladser, men politik er også det muliges kunst, og økonomien rakte altså kun til de 423, lyder det fra borgmesteren til TV 2 Lorry.

Fører til bøder

Målet med de nye pladser var, at gøre det nemmere for erhvervslivet i København at finde ledige parkeringspladser tæt på deres kunder.

Noget som de kæmper med hver dag, og som ofte fører til ulovlige parkeringer og dermed også et utal af parkeringsbøder.

- Jeg kan ikke holde langt fra en kunde, så det bliver en ulovlig parkering i stedet for. Jeg har vaskemaskiner, der vejer over 100kg, og dem skal jeg jo ikke bære rundt på og på den måde ødelægge min krop. Så jeg holder simpelthen ulovligt. Det er jeg nødt til, siger el-installatør Steen Søkvist, om de nuværende parkeringsmuligheder i København.
Tvivler på at kommunen vil hjælpe i fremtiden

Informationen om de 77 manglende p-pladser chokerer brancheorganisationen for de små- og mellemstore virksomheder, SMVdanmark.

- Det er en falliterklæring. Det er et klart vidende om prioritering. Københavns Kommune arbejder med et milliardbudget. Så at sige, at der ikke var penge nok, betyder jo bare, at de simpelthen ikke prioriterer det, siger Lasse Lundqvist, der er konsulent i SMVdanmark.

Ifølge ham var de ellers meget begejstret, da aftalen om de nye parkeringspladser blev meldt ud, og derfor skuffer det endnu mere, når politikerne ikke holder deres ord.

- Det sår jo også en tvivl, om der overhovedet er en vilje til at hjælpe os i fremtiden. For det er stadig et problem for erhvervsdrivende at finde p-pladser.

Parkeringsproblemet er størst i København

- Vi har målt tilfredsheden omkring parkeringsmuligheder blandt erhvervsfolk i hele landet, og her dumper København, forklarer Lasse Lundqvist

- Jeg er frustreret, for det er jo et skidegodt initiativ, og derfor er det superærgerligt, at de ikke når i mål, siger Lasse Lundqvist og uddyber.

Resultaterne fra analysen viser, at 70 procent af de erhvervsdrivende i København er utilfredse med parkeringsmulighederne. Til sammenligning er tallet 23 procent for resten af landet.

Selv om SMVdanmark mener, at erhvervslivets parkeringspladser bliver nedprioriteret, så fastholder Ninna Hedeager Olsen, at hun gerne vil give erhvervskøretøjer mere plads.

- Det er klart, at i en storby som København, så er der kamp om pladserne. Derfor må vi prioritere, og jeg synes helt klart, at dem som kommer med varer, håndværkere og mennesker med handicap er dem, som skal have parkeringspladserne, siger hun.

Powered by Labrador CMS