Raser over dansk nazi-sten

En mindelund ved Kongensbro skaber igen debat. Flere mener, den bør fjernes

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Østjylland

Gert Malling er ude at gå med sin kone ved Gudenåen ved Kongensbro, da de pludselig passerer en mindelund.

Til hans store overraskelse er mindelunden til ære for de faldne danske soldater, som kæmpede på tysk side under besættelsen i 2. verdenskrig.

- Jeg skulle læse det to-tre gange, før jeg egentlig fattede, hvad det handlede om. Jeg fik nærmest et chok og tænkte, det er løgn, siger Gert Malling til TV2 Østjylland.

Støtter nazismen

Mindelunden af 1969 har siden opførelsen i 1971 skabt debat og har også været udsat for hærværk flere gange.

Stenen er blevet væltet og forsøgt sprængt.

Journalist og historieinteresseret Kaare Lundbye har skrevet debatindlæg om mindelunden.

- Jeg synes jo, den symboliserer, at man støtter nazismen og den ideologi. Det her er et sted, som overhovedet ikke skulle have været anlagt tilbage i 1971, siger Kaare Lundbye til TV2 Østjylland.

Derfor mener han også, at den bør fjernes:

- Jeg synes, at tiden må være moden til, at man nu får det her fjernet. Det er en skamplet på vores historie, siger Kaare Lundbye.

Tog afstand fra det

Veteraner fra Frikorps Danmark og efterkommere mødtes hvert år ved mindelunden helt op til start 00'erne for at mindes de faldne soldater, som kæmpede for Nazityskland ved Østfronten under besættelsen i 2. verdenskrig.

Flere gange var foreningen ude og tage afstand til, at de skulle sympatisere med nazismen eller nynazismen.

- Det er efterhånden mange år siden, vi fik skubbet alt det med nazister og nynazister totalt ud, sagde Svend Larsen til TV2 Østjylland i 1992.

Han var en af mændene bag mindelunden og selv en del af Frikorps Danmark under krigen.

Holder lav profil

Foreningen bag mindelunden eksisterer stadig i dag. Medlemmer herfra ønsker ikke at stille op til interview med deres navn, da de gerne vil holde lav profil og ikke tiltrække sig unødig opmærksomhed eller på nogen måde ønsker at provokere eller fremstå politisk.

Foreningen bag Mindelunden mener dog, at den stadig har sin berettigelse. Som et monument for dem, der valgte at kæmpe på tysk side under 2. verdenskrig, og som et besøgssted for historieinteresserede og efterkommere.

Tiden er løbet fra det

- Mindelunden er en del af historiens lærdom. Og fortiden bliver ikke slettet, fordi man sletter nogle navne på en sten eller en mindelund, som har eksisteret siden 1971, fortæller medlemmer af foreningen til TV2 Østjylland.

Kaare Lundbye mener, at tiden er løbet fra Mindelunden, da der højst sandsynligt ikke er flere veteraner tilbage fra Frikorps Danmark.

Er det ikke vigtigt at have den anden side af historien og huske, at der var nogle danskere, som kæmpede for Nazityskland?

- Jeg synes ikke, at det fortjener en mindelund. Jeg synes, det er en hån. Vi skal ikke glemme historien, men det her mindesmærke har ingen relevans.

Mindelund ved Kongensbro skaber igen debat.
Mindelund ved Kongensbro skaber igen debat.
Powered by Labrador CMS