Putins spionskib i Danmark
Mandag ved middagstid dukkede et russisk flådeskib op på Storebæltsbroens overvågningskameraer
Det russiske skib "Chusovoy" er blevet fanget af overvågningskameraer ved Storebæltsbroen mandag ved middagstid.
Det skriver Danwatch.
Ifølge mediet tilhører skibet Ruslands flåde og er angiveligt specialiseret i at opsnappe signaler fra vestlige ubåde.
Natten til mandag
Søndag blev den russiske militære slæbebåd "SB-123" observeret i dansk farvand.
Båden blev tæt overvåget af Søværnets patruljefartøj "P523 Najaden" i løbet af aftenen og natten til mandag.
Det viser AIS-positionsdata, som Danwatch har gennemgået.
AIS er et automatisk identifikationssystem, som gør det muligt for skibe at dele oplysninger om blandt andet deres position og kurs.
Fulgte efter
"SB-123" tilbragte mere end syv timer ud for Grenaa, før båden satte kurs mod Storebælt, hvor "Chusovoy" blev set.
Søværnets patruljefartøj fulgte efter "SB-123" til Storebælt, skriver Danwatch.
Sidste år skrev DR på baggrund af data fra opsnappede radiomeldinger, at "SB-123" opererede i området øst og nordøst for Bornholm natten mellem 21. og 22. september 2022.
Det vil sige få dage før sprængningerne af gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen nær Bornholm.