Psykiatere i opråb efter tragedie

Efter skyderiet i Field's er der på ny fokus på hjælp til psykisk syge. Psykiaterne efterlyser en akuttelefon

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er behov for en landsdækkende psykiatrisk akuttelefon i lighed med alarmcentralen 112. Det siger forperson for landets psykiatere, Merete Nordentoft, skriver Politiken.

Meldingen kommer i kølvandet på skudangrebet i storcenteret Field's søndag, hvor tre mennesker mistede livet.

- Der er i høj grad brug for en landsdækkende akuttelefon inden for det psykiatriske område, siger forperson og professor i psykiatri Merete Nordentoft, som også er medlem af Det Etiske Råd.

Ringede først

Politiet har efter skyderiet oplyst, at den 22-årige formodede gerningsmand er "kendt i psykiatrien".

Ifølge DR ringede den 22-årige til Psykiatrifondens kriselinje sent søndag eftermiddag. Men det var forgæves, fordi åbningstiderne var ændret på grund af sommerferie.

Angrebet fandt sted tidligt på aftenen om søndagen.

Politiet er blevet spurgt, om det kan bekræftes, at den formodede gerningsmand forsøgte at få kontakt til psykiatrien umiddelbart før angrebet. Det har politiet ikke villet udtale sig om.

Spændende tanke

- I den helt aktuelle sag med skyderiet i Field’s har den unge mand ifølge flere medier forsøgt at søge hjælp ved at ringe til en kriselinje, siger Merete Nordentoft.

- Måske kunne han have fået hjælp, hvis der fandtes et nummer som 112, som alle kendte og vidste var beregnet til psykiatriske krisesituationer.

Venstres psykiatriordfører, Jane Heitmann, kalder overfor Politiken idéen "en rigtig spændende tanke, som bestemt er værd at arbejde med".

Kontakt skal afdækkes

Politiken har spurgt sundhedsminister Magnus Heunicke (S), hvad han mener om en psykiatrisk akuttelefon.

Det svarer han ikke direkte på, men han siger, at han forstår godt, at angrebet og den formodede gerningsmands kontakt til psykiatrien giver anledning til debat.

Sundhedsministeren henviser til, at Region Hovedstaden nu skal afdække den formodede gerningsmands kontakt til psykiatrien.

Den formodede gerningsmand blev mandag varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling i 24 dage.

Københavns Kommunes mindehøjtidelighed for ofre for søndagens skyderi ved indkøbscenteret Field's.
Københavns Kommunes mindehøjtidelighed for ofre for søndagens skyderi ved indkøbscenteret Field's.

SKYDERIET I FIELD'S

Skyderiet i Field's 2022 fandt sted omkring klokken 17:30 den 3. juli 2022, da en person åbnede ild med en riffel i indkøbscentret Field's på Amager i København. Ved skyderiet blev tre mennesker dræbt og fire såret af direkte skud, som alle er i alvorlige men stabile tilstande (pr. 5. juli 2022). Yderligere tre blev såret af mulige strejfskud, mens 20 personer blev lettere såret i forbindelse med evakueringen af centret.

Københavns Politi fik en anmeldelse om skyderiet kl. 17:35 og rykkede herefter ud mod centeret, hvor de klokken 17:48 anholdt en 22-årig etnisk dansk mand Motivet kendes ikke, men politiet formoder, at den mistænkte handlede alene Dagen efter skyderiet blev han sigtet for tre drab, syv drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse.

Samme dag var det planlagt, at Harry Styles skulle optræde i Royal Arena, der ligger mindre end en kilometer fra Field's. Selvom det først meldtes ud, at koncerten fortsat ville blive afholdt, blev koncerten senere aflyst. Koncertgængerne blev kørt til Vanløse Station med Københavns Metro-linjerne M1 og M2, der blev lukket midlertidigt for andre rejsende.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS