METTE F. LØBER FRA LØFTE:

Prisen på oksekød stiger

Statsminister Mette Frederiksen har før udtalt, at oksekødprisen ikke skal stige, men det kommer den til

Offentliggjort Sidst opdateret

Prisstigning på hakket oksekød

I 2030 vil en pakke hakket oksekød koste en krone mere for 500 gram som følge af en ny CO2-afgift på landbruget.

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde tidligere lovet, at forbrugerne ikke skulle betale mere for grundlæggende fødevarer som hakket oksekød på grund af CO2-afgiften.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Prisen på hakket oksekød stiger med en krone som konsekvens af den nye grønne trepartsaftale om blandt andet en CO2-afgift på landbruget.

Det udtaler økonomiminister Stephanie Lose (V) til DR.

- I 2030 vil en pakke hakket oksekød koste en krone mere for 500 gram nede i supermarkedet, siger hun.

Går mod Mette Frederiksens løfte

Under valgkampen i 2022 udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) ellers, at forbrugerne ikke skulle betale mere for eksempelvis hakket oksekød på grund af en CO2-afgift på landbruget.

- En enlig mor med tre børn, der går til fodbold, hun laver spaghetti kødsovs. Jeg har ikke lyst til at lægge ekstra afgifter på det, jeg betragter som helt almindelige fødevarer, sagde Mette Frederiksen under valgkampen.

Lose er bekendt med statsministerens udtalelser fra dengang. Men prisstigningen er ifølge Lose en lille pris at betale for aftalen, som blev præsenteret mandag aften.

Økonomiminister Stephanie Lose (V) var mandag aften med til at præsentere en længe ventet aftale om en CO2-afgift på landbruget.

- Jeg synes, den ene krone er et udtryk for, at vi nu tager nogle kæmpestore beslutninger, som gør en forskel for dansk klima, for vores natur og vores vandmiljø, siger Lose til DR.

Personskattelettelser

Hun tilføjer, at regeringen i denne regeringsperiode har givet personskattelettelser, så "helt almindelige danskere har flere penge mellem hænderne", lyder det fra Lose.

Det er regeringen og en række brancheorganisationer i den såkaldte grønne trepart, som er blevet enige om at pålægge en CO2-afgift på landbruget.

Parterne er enige om, at landbruget fra 2030 skal betale 300 kroner per ton i CO2-afgift. Herefter stiger afgiften til 750 kroner per ton i 2035. Der er dog et bundfradrag på 60 procent.

Netop bundfradrag ændrer de reelle afgiftssatser, da "de effektive afgiftssatser udgør 120 kroner per ton CO2 i 2030 og 300 kroner per ton CO2 i 2035", lyder det i aftaleteksten.

Fond til opkøb af skov

Aftalen indeholder også en fond til opkøb af landbrugsjord og rejsning af skov. Aftalen er ikke politisk bindende og mangler dermed fortsat at blive vedtaget af Folketinget.

På pressemødet mandag aften, hvor aftalen blev præsenteret, opfordrede flere parter til, at der ikke skal være nye politiske forhandlinger om aftalen med de øvrige partier.

Eksempelvis sagde udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at han håber, at resten af Folketinget "kvitterer for", at parterne i treparten er blevet enige.

Powered by Labrador CMS