Præsidenten tager imod Frederik

Et erhvervsfremstød i Polen med kongen i front skal efter planen føre til aftaler for danske virksomheder

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Kong Frederik deltager i erhvervsfremstød i Warszawa for at fremme dansk teknologi inden for grøn omstilling.

Besøget inkluderer møde med Polens præsident Andrzej Duda og åbning af en ny Vestas-fabrik i Szczecin.

Det er kongens første officielle udlandsrejse som regent, og det bryder med traditionen for monarkens rolle.

Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv er medarrangører, og mange danske virksomheder deltager.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Hvedebrødsdagene er ovre for den nyudnævnte kong Frederik.

Onsdag indfinder han sig i Polens hovedstad, Warszawa, for at tage hul på et stort erhvervsfremstød.

Her vil han være ledsaget af blandt andre udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i forsøget på at fremme danske teknologier, som potentielt kan komme til at spille en rolle i Polens grønne omstilling.

Præsident tager imod

Selv om besøgets hovedfokus er det kommercielle samarbejde med Polen, vil der også blive tid til, at kongen mødes med den siddende præsident Andrzej Duda.

Efter en åbningsceremoni står præsident Duda selv for at tage imod kong Frederik foran Præsidentpaladset, der ligger lige midt i hovedstaden.

Besøger Nato

Derudover skal regenten være med til at åbne en ny Vestas-fabrik i den vestlige havneby Szczecin. 

I samme ombæring besøger regenten Natos regionale hovedkvarter i samme by.

Det er ikke uvant for kongen at tage del i denne type fremstød. Men turen bliver alligevel usædvanlig for ham.

Ikke tradition

Først og fremmest bliver det kongens første officielle udlandsrejse, siden han for få uger siden blev udråbt som regent.

Derudover er der ikke tradition for, at Danmarks overhoved deltager i den form for erhvervsrejse. Det forklarer historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

- Det er normalt noget, en regent skal være hævet over. Derfor overlades dette ansvar som regel til en kronprins eller en kronprinsesse, siger han.

Giver god mening

Men fordi han fortsat var kronprins, da fremstødet i Polen først blev planlagt, holder man fast i rejsen.

Selv om traditionen brydes, giver det god mening, at det alligevel er en tur, kong Frederik har valgt at prioritere, mener Lars Hovbakke Sørensen.

- Det handler om grøn omstilling, så det passer meget godt til hans programerklæring om, at han fortsat vil arbejde for det område.

Interesse for aktuelle emner

- De seneste år har kongen været i gang med at gøre forarbejdet til at lancere sig som en moderne og "grøn" monark, der interesserer sig for aktuelle emner, som ikke kun spiller en rolle herhjemme, men også uden for landets grænser, lyder det.

Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv er medarrangører for erhvervsfremstødet, hvor knap 60 danske virksomheder også deltager.

En række aftaler

Førstnævnte regner med, at de danske selskaber kommer til at indgå en lang række aftaler med polske myndigheder og virksomheder i løbet af turen.

Erhvervsfremstødet finder sted fra 31. januar til 2. februar.

Onsdag drager kong Frederik til Polen, hvor han bliver modtaget af den polske præsident
Powered by Labrador CMS