Porsche-test på skibakke gik helt galt

Det har været en lang kamp for Roskilde Skiklub, efter en gerningsmand testede sin Porsche på Hedeland Skicenter

En Porsche sad fast på en skibakke. Nu skal ejeren betale.
En Porsche sad fast på en skibakke. Nu skal ejeren betale.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Lorry

Efter tre et halvt års kamp har Roskilde Skiklub endelig fået tilldelt erstatning, efter at deres skibakke i naturområdet Hedeland i 2018 blev fræset op af en Porsche.

Retten i Glostrup har fundet gerningsmanden erstatningsansvarlig for det tab, som skiklubben har lidt.

Og det er en afgørelse, der vækker glæde i skiklubben.

- Jeg er meget glad. Det har været en rigtig lang kamp, siger Cecilie Laage-Petersen, der er formand i Roskilde Skiklub, til TV 2 Lorry.

Store hjulspor 

Den ganske særprægede scene udspillede sig om morgenen den 8. april 2018, da en sort Porsche Panamera kørte rundt i naturområdet - blandt andet på Hedeland Skicenter, hvor den kørte fast i en stor bunke sne.

Efterfølgende blev Porschen bjærget af en traktor, men de to køretøjer - Porschen og traktoren - efterlod dybe hjulspor i bakken, der var både våd og blød.

Kostede kassen

Og dét var nogle skader, som kom til at koste Roskilde Skiklub flere tusinde kroner at udbedre.

- Situationen har ikke været nemmere af, at vi har været i en situation, hvor vi ikke har kunne have nogen indtjening på grund af en lukket skibakke. Så det varmer rigtig meget i en frivillig klub som vores at få anerkendt at få de penge, siger Cecilie Laage-Petersen.

I alt var der tale om cirka 5.000 kvadratmeter, som blev ødelagt, og Roskilde Skiklub er blevet tildelt en erstatning på 64.125 kroner.

For meget jord

I retskendelsen lyder det, at Roskilde Skiklub selv har påstået at have brugt 75.625 kroner på at udbedre skaderne.

Retten har lagt vægt på, at der i forbindelse med udbedringsarbejdet blandt andet blev tilkørt nyt jord til skibakken, som efter skønsmandens vurdering ikke har været nødvendigt.

Differencen slår dog ingen skår i glæden.

- Til at starte med har vi jo selv skulle betale udgiften. Normalt har vi noget vedligehold på bakken, men den her udgift var langt fra planlagt. Vi er bare glade for at vi får dækket størstedelen, siger Cecilie Laage-Petersen.

Powered by Labrador CMS