DMI: Vildt vejr på vej – dette skal du gøre
Det vil i løbet af dagen i dag blæse kraftigt op
Det bliver om at nyde det, så længe det varer, for vejret den 9. august 2018 starter faktisk med en rigtigt pæn sommerdag i det meste af landet.
Men i løbet af aftenen og i nat vil det blæse kraftigt op i det meste af landet, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Mens årets varmerekord blev sat onsdag, kan vi dog ikke forvente helt så høje temperaturer i dag, torsdag. Vi får dog stadig, hvad der kan betegnes som en flot sommerdag, fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Henning Gisselø:
– Det bliver ikke så kvælende varmt, som vi har haft de seneste dage, men vi kan stadig forvente flot solskin og temperaturer mellem 23 og 28 grader, siger Henning Gisselø.
Vinden vil fra dagens start heller ikke være til megen gene, men så slår det om.
Vejret den 9. august 2018: Så er det med at få tøjret havemøbler og trampoliner
For i løbet af eftermiddagen nærmer en koldfront sig fra vest. Den vil sidst på eftermiddagen og i aften bringe regn- og tordenbyger med sig, men også en kraftig vind.
Fra i nat varsler DMI derfor vindstød af stormstyrke hele vejen langs den jyske vestkyst, mens resten af landet kan forvente en vind der bliver hård til hård kuling.
Derfor er opfordringen klar fra DMIs vagthavende meteorolog:
– Mit råd til i aften er at gå ud at få styr på sine løse genstande – havemøbler, trampoliner og grill – dem har man ikke lyst til at samle op i naboernes haver i morgen, siger Henning Gisselø.
Nattens temperaturer vil holde sig i lejet mellem 15 og 20 grader, men måske vinduerne alligevel skal lukkes med tanke på blæsevejret.