Politiet advarer mod dating-mønstre
Politiet modtager med mellemrum anmeldelser fra borgere, der først bliver lokket til at sende intime billeder på nettet, for derefter at blive udsat for afpresning af kriminelle
Honningfælder, lokkeduer…
Kriminelles metoder til at forsøge at afpresse borgere på nettet har mange navne.
Syd- og Sønderjyllands Politi modtager med mellemrum anmeldelser fra både mænd og kvinder, der bliver udsat for afpresning af kriminelle.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Intime billeder
Fælles for en række af anmeldelserne er, at borgerne i første omgang er blevet lokket til at sende intime billeder af sig selv til en person, de har knyttet romantiske bånd med via sociale medier.
Derefter bliver borgerne udsat regulær afpresning, hvor de skal betale store beløb for at undgå, at billederne bliver sendt til venner og bekendte på for eksempel Facebook.
Ender blindt
- Denne type kriminalitet rammer bredt, også bredere end mange umiddelbart forestiller sig. Det er personer i alle aldersgrupper, der bliver ramt. Vi har sager med unge kvinder, men også med for eksempel midaldrende mænd, forklarer lederen af Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed, vicepolitiinspektør Jacob Rindom.
Han peger også på, at denne type sager desværre ofte kan være vanskelige at efterforske, fordi de digitale spor, der skal føre tilbage til gerningsmanden, ofte ender blindt.
Så har man først betalt, er det yderst vanskeligt at få pengene igen, ligesom gerningsmanden er vanskelig at identificere.
Vær yderst forsigtig
Vicepolitiinspektøren opfordrer derfor også til, at man er yderst forsigtig, når man dater online, i forhold til at dele billeder, videoklip og personlige oplysninger, der efterfølgende kan bruges til afpresning.