Pludselig var formuen væk

Jacob Laursen, der 6. oktober fylder 50 år, har spillet mod nogle af verdens bedste fodboldspillere. Trods den sportslige succes har han kæmpet med økonomien

Jacob Laursen (t.h.) - her i kamp med Arsenals Dennis Bergkamp - havde sin storhedstid i engelske Derby. I Danmark spillede han for Vejle, Silkeborg, FC København, AGF og FC Fredericia.
Jacob Laursen (t.h.) - her i kamp med Arsenals Dennis Bergkamp - havde sin storhedstid i engelske Derby. I Danmark spillede han for Vejle, Silkeborg, FC København, AGF og FC Fredericia.
Offentliggjort Sidst opdateret

Alan Shearer, Thierry Henry og Michael Owen var bare nogle af de topangribere, som Jacob Laursen stod over for på ugentlig basis i Premier League.

Tiden i England var et af karrierens højdepunkter for Jacob Laursen, der sideløbende med den sportslige succes har kæmpet med økonomiske problemer.

6. oktober fylder han 50 år.

Fodboldkarrieren begyndte i barndomsbyen Vejle. Men den tog først rigtig fart, da den lovende midtstopper skiftede til Silkeborg.

Her vandt han det første af to mesterskaber, han har været med til at hente på dansk jord, og niveauet sikrede ham også debut på det danske A-landshold, hvor han i alt fik 25 kampe.

Debuterede i 1996

Engelske Derby fik i 1996 øjnene op for Laursens talent for at holde modstandernes angribere fra fadet.

Samme år fik han slutrundedebut for Danmark ved EM, men klubskiftet var allerede på plads inden da.

Succesen var stor, og pengene rullede ind på kontoen. Men da USA i 2001 blev ramt af et stort terrorangreb, ramlede privatøkonomien.

- Jeg havde investeret i aktier, og på få timer forsvandt 95-99 procent af min formue. Ja, hele min fodboldopsparing var bare væk på så kort tid, forklarede han i 2016 til Ekstra Bladet.

Konkurs

Efter fodboldkarrieren arbejdede Laursen blandt andet som rådgiver og konsulent for sin tidligere holdkammerat Darryl Powells agentfirma.

Da Laursen i 2015 tabte en retssag om den norske fodboldspiller Jan Gunnar Sollis skifte til New York Red Bulls i 2011, blev Laursen dømt til at betale 1,3 millioner kroner.

Men pengepungen var igen tom, og Laursen blev erklæret personlig konkurs ved Skifteretten i Kolding.

På fabrik

Han var tvunget til at tage arbejde på en fabrik, hvor han havde vagter af 12 timers varighed, fortalte han dengang.

I dag er agentverdenen et overstået kapitel for Laursen, og forbindelsen til fodbold holdes primært i live gennem hans engagement som formand og træner i en lokal fodboldklub i Vejle.

Derudover arbejder Jacob Laursen for tiden med børn med autisme. 

Han bor med sin kone og to af sine fem børn i Bredballe i Sydøstjylland.

Powered by Labrador CMS