Pige finder levende edderkop i banan
Familien frygter, der er tale om en brasiliansk vandreedderkop
Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND
Et chok og en voldsom ubehagelig overraskelse.
Det var, hvad der ventede 11-årige Isabella Møller Nielsen, da hun lørdag morgen ville fjerne en bananskræl, der lå på hendes værelse.
Inden i bananskrællen sad en levende edderkop, og pludselig fik Isabella forklaringen på, hvorfor bananen havde været så mærkelig at spise i aftes, før hun skulle sove.
- Den føltes, som om den var hul indeni, da jeg spiste den. Som om jeg kun spiste huller. Og da jeg nåede til enden, var den helt smattet og smagte helt forfærdeligt, fortæller Isabella til TV2 ØSTJYLLAND.
Levende men svag
Hun lå i mørket på sit værelse og kunne ikke rigtig se bananen, da hun spiste den, men tænkte ikke nærmere over det, før hun så edderkoppen her til morgen.
- Den var levende, men meget svag. Og far slog den med det samme, han så den, fortæller Isabella.
Den 11-årige pige fra Hjortshøj er i forvejen bange for edderkopper og blev ligesom resten af familien voldsomt chokeret.
- Jeg kan ikke slippe det, og jeg er rystet endnu, fortæller Isabellas mor, Rikke Katrine Kristensen.
Kontaktede giftlinjen
Hun kontaktede giftlinjen, for at finde ud af, hvad familien skulle gøre.
- De siger, at så længe hun ikke er blevet bidt, har fået feber, kastet op eller fået kvalme, og der er gået 12 timer, er det ikke sandsynligt, at hun er blevet forgiftet. Men vi skal holde øje med hende, fortæller Rikke Kathrine Kristensen.
Familien frygter, at der kan være tale om en edderkop af arten brasiliansk vandreedderkop, der har overlevet transporten til Danmark.
Familien ringede også Randers Regnskov og sendte dem billeder af edderkoppen.
Ikke vurderet endnu
TV2 ØSTJYLLAND har kontaktet Randers Regnskov, men deres ekspert inden for edderkopper har ikke har haft mulighed for at vurdere billederne endnu.
Rikke Kathrine Kristensen oplyser, at bananerne er af mærket Änglamark og købt i Dagli’Brugsen i Skødstrup.
Kan få pengene retur
TV2 ØSTJYLLAND har talt med Informationsdirektør i COOP, Jens Juul Nielsen. Han fortæller, at kunder, der har købt bananer fra Änglamark i den pågældende forretning kan bytte bananerne til nogle andre eller få pengene retur.
Han oplyser i øvrigt, at det er en sjældenhed, at der findes levende edderkopper i bananer.
- Bananerne bliver jo opbevaret i køleanlæg under transporten og er lang tid undervejs. Vi sælger over 300 millioner bananer om året, og det er uhyre sjældent, vi hører om det, siger Jens Juul Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Tilbage i Hjortshøj fortæller Isabella Møller Nielsen, at hun nok bytter bananer ud med æbler i den nærmeste fremtid.
- Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil spise banan igen. Jeg har i hvert fald ikke brug for at spise flere lige nu, siger hun.