Pensionister kan få 3.300 kr ekstra om måneden
Men det er meget få pensionister, der gør brug af denne mulighed
Få pensionister vælger at omsætte deres friværdi i ejerboligen til kontanter.
Det kan skyldes ønsket om at blive boende og efterlade en arv, skriver F&P - Brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber.
Der er ellers en pæn sum ekstra penge at hente hver måned ved at omsætte friværdien.
Beregninger fra F&P viser, at hvis man sælger sin ejerbolig med en friværdi på en million kroner og køber en ejerbolig til den halve værdi, så kan man veksle den fælles friværdi til en ekstra månedlig indkomst på godt 3.300 kroner.
Belåningsgraden falder
Belåningsgraden blandt boligejere falder markant med alderen, og mange pensionister har derfor ingen gæld ved pensionsalderen.
Dette kan gøre det mindre attraktivt at sælge og flytte til en billigere bolig for at frigøre friværdi, forklarer pensionsdirektør Jan V. Hansen fra F&P.