Patienter får ikke rette behandling

Færre med skizofreni er i kontakt med hospitalspsykiatrien. Ifølge fagfolk får de ikke den rette behandling

Psykiatriske patienter med skizofreni bliver ikke behandlet på den rette måde
Psykiatriske patienter med skizofreni bliver ikke behandlet på den rette måde
Offentliggjort Sidst opdateret

Andelen af personer med skizofreni, som er i kontakt med hospitalspsykiatrien, er faldet de seneste 15 år.

Mens 65 procent af personer diagnosticeret med skizofreni var i psykiatrisk hospitalskontakt i 2007, var tallet i 2020 faldet til 52 procent.

Hospitalskontakt kan være i form af indlæggelse eller ambulant behandling.

Samtidig er antallet af genindlæggelser steget.

Det skriver Momentum, som er Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev.

Hvad er skizofreni?

Skizofreni er en alvorlig og sjælden psykisk sygdom. Skizofreni er en såkaldt psykose. En psykose påvirker evnen til at tænke, føle og vurdere virkeligheden og er kendetegnet ved, at man er ude af stand til at skelne mellem virkelighed og fantasi. Man har svært ved at sortere i sanseindtrykkene og tillægge dem korrekt betydning, og man bruger meget energi på det.

Typiske tegn på skizofreni er psykotiske symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger. Hallucinationer kan være at høre stemmer eller se ting, andre ikke kan høre eller se. Vrangforestillinger ved skizofreni er typisk forfølgelsesforestillinger. Andre tegn på skizofreni kan være en manglende evne til at koncentrere sig, et forstyrret sprog, og at man har svært ved at være sammen med andre.

Kilde: Psykiatrifonden

Stigning i patienter

Fra det lægevidenskabelige Dansk Psykiatrisk Selskab lyder det, at faldet ikke skal tolkes som en succes.

- Det havde været godt, hvis det skyldtes, vi havde fået noget fantastisk medicin eller behandling, der virker mod skizofreni.

- Men det har vi jo ikke. Så det betyder simpelthen, at de ikke får den behandling, de skal have, siger formand Gitte Ahle til Momentum.

Analysen viser desuden, at der opdages flere personer med skizofreni, og at de opdages tidligere.

Det samlede antal personer med skizofreni er steget fra omkring 21.500 i 2005 til 29.000 i 2020.

Powered by Labrador CMS