Patient fik skåret begge ben af ved en fejl
Tre ud af fem personer har mistet deres ben uden grund, viser de allerførste afgørelser i amputationsskandalen, skriver Avisen Danmark
Citathistorie: Avisen Danmark - Jysk Fynske Medier
To patienter kunne helt have undgået amputation. Den tredje fik fjernet begge ben, hvor man kunne have nøjes med en mindre amputation i det ene af benene.
Sådan lyder konklusionen fra Patienterstatningen, der nu har truffet afgørelse i de første fem sager i amputationsskandalen.
Det oplyser Patienterstatningen til Avisen Danmark.
Dermed sættes der nu to streger under, at patienter har mistet benene på grund af mangelfuld behandling i sundhedsvæsenet.
En katastrofe
Formanden for Amputationsforeningen er klar i spyttet ovenpå nyheden. Det er en “katastrofe”.
- Tænk at miste begge ben og sidde i en kørestol på grund af en fejl, der er begået i sundhedsvæsenet. Det er forfærdeligt og en katastrofe for det enkelte menneske. Det er kun de første fem sager, og det giver ikke det fulde billede af skandalen, men det viser bare, at virkelige mennesker er blevet fejlamputeret, siger Marianne Palm til Avisen Danmark.
Har fået erstatning
Alle sagerne er fra Region Midtjylland, og patienterne har fået erstatning, fordi deres behandling er blevet forsinket.
De er nu foreløbig blevet tildelt en erstatning på mellem 300.000 og 400.000 som godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte.
Erstatningsbeløbene er dog ikke endelig afklaret. Blandt andet har en person i én af sagerne været så velfungerende inden amputationen, at der kan blive tale om tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab, og beløbene kan derfor stige betragteligt.
Patienterstatningen oplyser til Avisen Danmark, at en af de tre afgjorte sager stammer fra Viborg, mens de to andre stammer fra Aarhus.
Har klaget
De tre patienter har alle klaget over deres sag, efter en opsigtsvækkende analyse i april viste, at Region Midtjylland havde for få og for sene forebyggende karkirurgiske behandlinger, der kan have ført til fejlamputationer.
Det fik regionen til at gennemgå omkring 1800 patientsager fra de seneste ti år. Regionen fandt frem til 150 sager, hvor der kunne være sket fejl, og har derfor vejledt patienterne eller deres efterladte i at søge erstatning.
Senere har en stor national undersøgelse vist, at der også kan være problemer i Region Syddanmark og Region Sjælland, der lige nu er ved at gennemgå en lang række patientsager.