Pas på i morgentrafikken
DMI advarer: I store dele af landet begynder torsdagen med tåge og dis
Skal du ud i trafikken torsdag morgen og formiddag, så skal du passe ekstra på.
Der er nemlig tåge eller dis mange steder i landet.
Derfor skal du tage dine forholdsregler og køre forsigtigt.
Det fortæller vagtchef Trine Pedersen, Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, torsdag morgen til Newsbreak.dk.
-Torsdag begynder med tåge eller dis i det meste af landet. Det er kun i den nordlige og vestlige del af Jylland, der er chance for klart vejr, siger Trine Pedersen.
Brænder af
Men fat mod. Tågen brænder af i løbet af formiddagen og så står dagen ellers på ganske fint vejr.
Når tågen er brændt af, så er der en pæn chance for nogen sol resten af dagen. Temperaturerne kommer op på mellem 14 grader og 17 grader og vinder bliver svag til let, siger Trine Pedersen.
Gentager sig
Fredag morgen gentager scenariet sig men når først formiddagstågen er brændt af står den på ganske pænt vejr helt frem til søndag.
- Det bliver højtrykspræget vejr med en hel del sol. Men fra søndag kommer det ustadige vejr tilbage, siger Trine Pedersen.