Pas på: Advarer mod skadelig solcremer

Halvdelen af testede solcremer indeholder stoffer, der kan være hormonforstyrrende eller give allergi

Offentliggjort Sidst opdateret

Sommeren står for døren, og mange finder solcremen frem fra skuffen for at beskytte sig mod solens stråler.

Men der er grund til omtanke, når man skal vælge solcreme, lyder rådet fra Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Rådet har testet 27 forskellige solcremer og fundet problematiske stoffer i halvdelen af dem.

- Vores test viser, at lige under halvdelen af solcremerne er fri for en række forskellige problematiske stoffer.

12 mistænkt

- Men den viser også et tilsvarende antal, der får den dårligste kemibedømmelse. I de fleste tilfælde fordi de indeholder stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, siger projektleder Stine Müller.

12 af de 27 solcremer klarede frisag og opnåede den bedste bedømmelse.

12 andre indeholdt problematiske stoffer, herunder stoffer mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Kan give allergi

Tre solcremer indeholdt parfume eller planteekstrakter, der kan give allergi.

Produkterne i testen er ifølge projektlederen et udsnit af de produkter, der er tilgængelige på det danske marked.

Rådet har årligt foretaget testen siden 2015, og årets resultat er på linje med de øvrige år, oplyser projektlederen.

Undgå stofferne

Stine Müller understreger, at alle de testede produkter holder sig inden for de gældende regler, når det gælder indholdet af kemi.

Alligevel er det ifølge projektlederen en god idé at undgå produkter med problematiske stoffer, når det er muligt.

- Det er ikke den enkelte solcreme, der i sig selv er et problem. Det er den samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer, der kan udgøre et problem for ens sundhed.

Vælg uden

- Derfor giver det god mening at vælge produkter uden de her problematiske stoffer, siger Stine Müller.

Hvis man vil undgå solcreme med problematiske stoffer, kan man ifølge projektlederen gå efter mærker som eksempelvis Svanemærket.

Man kan via Forbrugerrådets app "Kemiluppen" skanne stregkoden på et produkt og finde yderligere oplysninger om eventuelt indhold af skadelig kemi.

Mange solcremeprodukter indeholder stoffer, der kan være hormonforstyrrende eller allergifremkaldende. Det viser en test, som Forbrugerrådet Tænk Kemi har foretaget. (Arkivfoto).
Mange solcremeprodukter indeholder stoffer, der kan være hormonforstyrrende eller allergifremkaldende. Det viser en test, som Forbrugerrådet Tænk Kemi har foretaget. (Arkivfoto).

EU-BLOMSTEN OG SVANEMÆRKET

Dine indkøb og dit forbrug har konsekvenser for miljøet. Alle varer belaster miljøet, når de produceres og anvendes, eller når de ender som affald. Derfor er det en god ide at købe og efterspørge miljømærkede varer.

EU-Blomsten og Svanemærket er de to eneste officielt anerkendte miljømærker i Danmark. Når et produkt er mærket med EU-Blomsten eller Svanemærket er det en garanti for, at det opfylder skrappe miljøkrav, tager hensyn til den menneskelige sundhed og er af god kvalitet.

Kravene for produkter mærket med EU-Blomsten eller Svanemærket laves ud fra en vurdering af varegruppens miljøbelastning fra vugge-til-grav. Det vil sige, at miljøbelastningen bliver vurderet i hvert led af produktionen fra råstofferne udvindes og til varernes funktion hører op, og de enten kasseres eller genanvendes.

Kilde: Miljøstyrelsen
Powered by Labrador CMS