Parkeringskaos
Antallet af biler stiger, men det gør antallet af parkeringspladser ikke
Antallet af biler i hovedstadsområdet stiger, men det gør antallet af parkeringspladser ikke.
Det er et regnestykke, der ikke kan gå op.
Men det er det regnestykke, som samtlige af Københavns omkringliggende kommuner lige nu sidder med foran sig, skriver TV 2 Lorry.
I en rundspørge, TV 2 Lorry har foretaget blandt kommuner omkring København, fortæller udvalgsformænd i syv ud af de otte kommuner, der vendte tilbage, at de oplever et stigende parkeringspres.
Måtte parkere ulovligt
Det drejer sig om Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Glostrup, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe og Ishøj Kommuner.
I sidstnævnte fortalte Jasmin Zaghmout til TV 2 Lorry tirsdag, at hun flere gange har set sit nødsaget til at parkere sin bil ulovligt, når hun efter at have kørt rundt i en times tid har opgivet at finde en plads.
Ifølge trafikforsker ved Aalborg Universitet, Harry Lahrmann, er det er problem, der kun er vokset i løbet af de seneste år.
'Flere og flere biler'
- Der kommer flere og flere biler, siger han til TV 2 Lorry:
- Bilerne er blevet relativt billige, og det får familier til at anskaffe sig flere en én, ligesom mange af de, der ikke havde råd til bil før, har råd i dag.
Samtidig er mange parkeringspladser i Storkøbenhavn skrumpet ind. Nogle steder bliver parkeringspladser endda nedlagt, særligt i København, fortæller Harry Lahrmann.
Andre kommuner mindsker parkeringspladsen ved nybyggerier for ikke at få for mange biler ind i byen.
Må køre en ekstra gang
- Det mest effektive middel, kommunerne har, er at nedlægge parkeringspladser, for så kan de jo skubbe bilerne ud. Men der er parkeringspolitik en svær størrelse, for hvem er det, de så skubber ud? spørger Harry Lahrmann til TV 2 Lorry.
En af de kommuner, hvor bilisterne må køre en ekstra gang rundt i kvarteret i sin søgen efter parkering, er Lyngby-Taarbæk.
- Det er et stigende problem. Før i tiden havde familien én bil, nu har den to, og det er heller ikke usædvanligt, at barnet også får sin egen. Så det bliver værre og værre, siger John Tefke (K), formand for Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Svært at gøre noget ved
Problemet opstår særligt i kommunens boligområder, der i mange tilfælde ikke er bygget til biler.
- Vi har mange rækkehuskvarterer fra 60’erne, og dengang var det ikke almindeligt at have bil. Vi er jo en gammel kommune, siger John Tefke til TV 2 Lorry.
Han fortæller, at kommunen ved nye byggerier sætter parkeringsnormen "lidt højt" for at afhjælpe problemet, men det er svært at gøre så meget ved det, da Lyngby-Taarbæk er en næsten fuldt udbygget kommune.
- Det er svært at trylle jord frem, som ikke er der. Så det er ikke verdens nemmeste opgave, siger John Tefke til TV 2 Lorry.
Ikke planer om flere
Også Gentofte Kommune mangler parkeringspladser, men kommunen har som udgangspunkt ikke planer om at anlægge flere, da der ikke er plads.
- Der er dem, der er, siger Karen Riis Kjølbye (K), formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Gentofte Kommune.
Kommunen prøver i stedet at få borgerne til at tage cyklen, elløbehjulet eller toget som erstatning for de biler, også Gentofte oplever, der bliver flere og flere af.
- Det er jo vanvittig svært, for det er adfærdspåvirkning, og det bliver ikke gjort på en dag. Vi går varsomt frem, for vi værner om den personlige frihed, men vi har nogle nationale og kommunale mål for CO2-nedbringelse, så det er jo alvor, siger Karen Riis Kjølbye til TV 2 Lorry.