Overtager 33 Coop-butikker

Nye Netto-butikker og Føtex-supermarkeder kan slå dørene op efter godkendelse fra konkurrencemyndighederne

Offentliggjort Sidst opdateret

Salling Group overtager 33 Coop-butikker

Salling Group har fået godkendt købet af 33 butikker fra Coop Danmark af Konkurrencerådet.

To planlagte butiksovertagelser i Taastrup og Slagelse blev droppet for at undgå konkurrencehæmning.

Salling Group vil åbne nye Netto- og Føtex-butikker, men fire Coop 365-butikker genåbner ikke.

De første butikker forventes at åbne om få måneder, mens købsprisen forbliver fortrolig.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Salling Group A/S har fået godkendt sit køb af 33 butikker fra Coop Danmark A/S af Konkurrencerådet.

Det skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Yderligere to butikker

Salling Group havde oprindeligt planer om at overtage yderligere to butikker i Taastrup og Slagelse.

Men konkurrencemyndighederne mente, at det kunne hæmme konkurrencen betydeligt i de to områder.

Glade for godkendelsen

På den baggrund valgte Salling Group at lade de to butikker udgå af fusionsaftalen, skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

Hos Salling Group glæder administrerende direktør Anders Hagh sig over meldingen.

- Vi er selvsagt glade for myndighedernes godkendelse af aftalen, der gør det muligt for os at bringe Føtex og Netto ud til endnu flere kunder, og vi ser frem til byde en masse nye, dygtige kolleger velkommen i Salling Group, siger Anders Hagh i en pressemeddelelse fra dagligvarekoncernen.

HER LIGGER BUTIKKERNE

Esbjerg, 

Frederiksberg, 

Gilleleje, 

Gistrup, 

Gråsten, 

Gørlev, 

Hobro,

Herfølge, 

Hillerød, 

Kolding, 

København N, 

København Ø, 

København S, 

Lille Skensved, 

Morud, 

Odense

Randers, 

Svinninge, 

Sæby, 

Vejle, 

Tommerup, 

Lemvig, 

Hedensted, 

Kibæk, 

Pandrup, 

Terndrup, 

Vestbjerg.

Genåbner ikke

Afgørelsen betyder, at Salling Group får 21 nye Netto-butikker, mens seks byer kan se frem til, at en helt ny Føtex, Føtex Food eller Føtex City slår dørene op.

I aftalen indgår også fire Coop 365-butikker, som Salling Group vælger ikke at genåbne, men i stedet forsøger at udleje til andre formål.

Der kommer til at gå noget tid, før butikkerne er omdannet og klar til at tage imod kunder, fremgår det af pressemeddelelsen.

Om få måneder

Men hvis det går efter planen, åbner de første butikker om få måneder, lyder det.

Coop og Salling Group holder i øvrigt købsprisen samt øvrige betingelser i aftalen fortrolig, fremgår det af pressemeddelelsen fra Salling Group.

Salling Group står bag kæderne Netto, Føtex og Bilka og ejer over 600 butikker i Danmark.

Coop Danmark driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, 365discount og Brugsen.

21 nye Netto-butikker er på vej, efter at konkurrencemyndighederne har godkendt Salling Groups overtagelse af 33 butikker fra Coop. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS