Orkan på vej

Et stormlavtryk passerer Danmark fredag aften og natten til lørdag

En storm passerer landet fredag aften og natten til lørdag.
Offentliggjort Sidst opdateret

På med windbreakeren, hvis du tør bevæge dig ud fredag aften og natten til lørdag. 

Stormen Nora er nemlig på vej. 

Ifølge DMI forventes der storm over den sydlige og sydvestlige del af landet og på Bornholm. 

Og det bliver med vindstød af orkanstyrke på mellem 32 og 37 meter i sekundet. 

- Det er jo et lavtryk som passerer henover Nordsøen, og så bevæger det sig videre mod nordøst, så det lige som passerer henover den nordlige del af Jylland i løbet af fredag aften og natten til lørdag, siger Anja Budholdt, vagthavende meteorolog hos DMI.

Vil blæse gevaldigt meget

Hun forklarer, at på undersiden af lavtrykket kommer det til at blæse 'ret gevaldigt meget' i nogle timer.

- I den forbindelse har vi udsendt det her stormvarsel, som gælder fra i morgen aften fredag ved 18-tiden, siger Anja Budholdt. 

Det starter i Vadehavet og den sydlige del af Vestkysten, og bevæger sig så videre mod øst, og så slutter det på Bornholm i løbet af lørdag formiddag ved 9-10 tiden. 

- Det enkelte sted kommer det ikke til at vare så længe - en tre-fire, måske max fem timer med rigtig kraftige vinde, så lavtrykket bevæger sig temmelig hurtigt henover landet, siger Anja Budholdt. 

Lige så voldsomt som Malik?

I løbet af den tid bliver det også blæsende i den sydligste del af landet, men ret kortvarigt.

Bliver det lige så voldsomt som Malik (den seneste orkan red.)?

- Ja, forskellen her er nok også, at det er ret hurtigt passeret. Men jo, vindstyrkerne vil være nogenlunde tilsvarende. Men jeg forventer, vi får storm i middelvinde og vindstød af orkanstyrke, siger meteorologen. 

Hun fortæller, at det er muligt, at ting vil flyve rundt i luften osv. 

Det bliver altså værst i den sydlige del af Jylland, Fyn, det sydlige Sjælland, Lolland-Falster og på Bornholm.

Powered by Labrador CMS