Opkræver 300 millioner kroner
I en målrettet indsats mod social dumping opkræver skat nu 300 millioner
Skat opkrævede sidste år over 300 millioner kroner for snyd på skatte- og afgiftsområdet gennem indsatser mod social dumping.
Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
Størstedelen havde problemer
Skattestyrelsen fører kontrol på arbejdspladser, hvor der er mistanke om social dumping og brug af illegal arbejdskraft. For eksempel på byggepladser, i landbrug og på restauranter.
1700 af de 2900 kontroller i 2021 førte til, at Skat sendte en regning.
Det svarer til opkrævninger i 59 procent af de gennemførte kontroller.
Tilfreds med kontrol
- Et arbejdsmarked med ordnede forhold skaber fair konkurrence mellem virksomheder og gode vilkår for medarbejdere. Derfor er jeg meget tilfreds med, at dygtige kontrolmedarbejdere i hele landet hver dag er med til at sikre, at reglerne på det danske arbejdspladser bliver fulgt, og at virksomhederne afregner korrekte skatter og afgifter, siger skatteminister Jeppe Bruus i meddelelsen.
I 2020 satte regeringen ind mod social dumping.