Op til 28 grader - og risiko for kraftige byger
Det er noget af en menu, der er planlagt på vejrfronten lørdag
Lørdag kan gå hen og blive en rigtig spændende dag rent vejrmæssigt.
For selvom varmen fortsætter for fuld styrke med op til 28 grader - især i Midt- og Sydjylland - så er der også risiko eller chance for nogle gedigne tordenbyger i løbet af dagen.
Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Henning Gisselø, lørdag morgen til Newsbreak.dk.
- Vi starter pænt ud mange steder med solskin. Men der kommer især mod øst flere og flere skyer - i hvert fald i eftermiddag . Og skyerne er nok med regn- og tordenbyger. Det ligner ikke skybrud, som prognoserne ser ud lige nu, siger Henning Gisselø.
Der kan også dukke lidt byger op i Vest- og Sydjylland i eftermiddag. Men heller ikke i disse byger er der endnu tegn på, at vi kan komme over skybrudsgrænsen.
Op til 28 grader
Lørdag bliver igen en varm dag.
- Vi får vel noget der liger mellem 23 grader og 28 grader. Det bliver varmest i Midtjylland og Sydjulland. Vinden bliver svag, men ved østvendte kyster, hvor der kommer pålandsvind, kommer det til at føles noget køligere, siger vagtchefen.