Onsdag bliver trafik-kaos
Der er særlige tidspunkter, hvor presset bliver mere hårdt end andre
Onsdag går mange danskere på påskeferie. Og det kan mærkes på vejene.
Især onsdag mellem 14 og 18 og torsdag mellem 10 og 14 vil der være travlt i trafikken.
Det siger Martin Rytoft, der er vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.
To steder hårdt ramt
- Mange sætter kursen mod familiesammenkomster eller sommerhus, og derfor forventer vi en del travlhed på vejene onsdag eftermiddag og torsdag formiddag.
- Så hvis man kan køre uden for disse tidsrum, vil man formentlig undgå den værste trafik, siger han.
Det er særligt fra hovedstadsområdet og mod Jylland, der vil være mest trafik.
Hjemrejsen breder sig ud
Også på sønderjyske motorvej E45 mod den dansk-tyske grænse vil der være mange biler, siger Martin Rytoft.
Hjemrejsetrafikken senere på ugen og anden påskedag vil formentlig ikke blive lige så travl, som udrejsetrafikken onsdag og torsdag.
- Den bredes ofte over flere dage. Vi har ikke noget erfaringsmæssigt bevist på, at trafikken klumper sig sammen på særlige tidspunkter, fordi der flere dage at rejse hjem i, siger han.