Ole lever i smertehelvede
Der er store forskelle på, hvor længe patienter må vente på at komme i smertebehandling. Det møder kritik
Citathistorie: TV2 Østjylland
Hvis man kæmper med uudholdelige, kroniske smerter, og som tusindvis af danskere har brug for smertebehandling, kan vejen til hjælp være lang.
Og det er ikke helt ligegyldigt, hvor man bor i landet.
Det skriver TV2 Østjylland på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Konstant ondt
Den i visse områder lange ventetid rammer smertepatienter som Ole Wissing i Silkeborg, der konstant har ondt i kroppen efter flere ulykker og et kræftforløb.
Over for TV2 Østjylland beskriver han sine smerter sådan:
- Hvis du har en flækket tand, og så sætter en isterning ind på tanden.
Den smerte, lige knap så høj, men så til gengæld over hele kroppen.
Ventetid på over to år
I eksempelvis Region Midtjylland er den gennemsnitlige ventetid på at komme til smertebehandling på regionens klinik i Silkeborg 120 uger, mens den på den regionale klinik i Aarhus er 28 uger.
Til sammenligning er den gennemsnitlige ventetid hos Region Syddanmarks smerteklinik i Grindsted fire uger.
De store forskelle møder kritik fra paraplyorganisationen Danske Patienter.
- Det er simpelthen ikke rimeligt. Det er ulighed for patienter, så postnummeret kommer til at bestemme, om du kan få adgang til den behandling, som du har brug for, siger vicedirektør i Danske Patienter, Anette Wandel, til TV2 Østjylland.
Grindsted
Smertepatienten Ole Wissing fra Silkeborg var oprindeligt på sin læges anbefaling henvist til Region Syddanmarks smerteklinik i Grindsted.
Men i forbindelse med udtrapning af et medicinpræparat blev Ole Wissing senere henvist til Region Midtjyllands klinik i Silkeborg.
Her kunne han dog først få en tid i 2023. Og derfor blev han af regionen tilbudt en plads på en privat smerteklinik i Aarhus. Det valgte han dog selv at takke nej til.
- Når først vi smertepatienter har fundet en læge, der forstår os, og det er altså nogle gange svært, så har vi altså en tendens til at bruge den institution eller den læge som et anker. Det giver mig en form for tryghed, forklarer Ole Wissing, der i stedet har han benyttet sig af patienters ret til selv at vælge behandlingssted.
Han fortsætter derfor indtil videre i Grindsted.
Ingen hjælp til transport
Til gengæld er bevillingen til at blive transporteret på det offentliges regning bortfaldet, fordi det er hans eget valg.
Alene hos Region Midtjylland har man så sent som i 2018 sat ekstra penge af til at nedbringe ventetiderne.
Dengang lå ventetiderne på gennemsnitligt 78 uger i Silkeborg og fem uger i Aarhus.
På trods af de politiske ambitioner er ventetiden kun blevet længere.
Ventetiden skal nedbringes
Ifølge Purnima Erichsen fra Konservative, der er formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, er målet fortsat at få nedbragt ventetiderne på de offentlige smerteklinikker.
Her vil hun blandt andet kigge på muligheden for, at andre kan varetage nogle af smerteklinikkernes opgaver, som for eksempel udtrapning af medicin.
- Nærmest ingen ventetid er selvfølgelig ønskescenariet. Men hvis vi bare kan halvere det, vil det være fantastisk, siger Purnima Erichsen til TV2 Østjylland.
Ledende overlæge på Region Midtjyllands smerteklinik i Silkeborg, Randi Eltved, vurderer over for TV2 Østjylland, at der er omkring 300.000 smertepatienter alene i Region Midtjylland.