"Oberst Hackel" fylder år
Tidligere forsvarschef Knud Bartels nåede at blive formand for Natos militærkomité og dermed Danmarks højst placerede militærmand. Han fylder 70 den 8. april
Knud Bartels har Forsvaret i blodet.
Her har han tilbragt årtier, fra han blev værnepligtig i starten af 1970'erne, til han nåede toppen - i hvert fald i dansk militær - som forsvarschef i 2009.
Han fylder 70 år den 8. april.
Store titler
I de unge år i Forsvaret arbejdede han sig op gennem rækkerne og gjorde sig fortjent til titler som kaptajn, major og general.
Han var desuden udsendt til både Cypern og Kosovo.
Men det er perioden fra midten af 00'erne til midten af 10'erne, der er mest interessante i Knud Bartels karriere.
To år på posten
Fra 2006-2009 var han Danmarks militære repræsentant i Nato og EU.
Efterfølgende blev han forsvarschef og besad posten i to år frem til 2011.
Ikke alle var sikre på, at Knud Bartels var den rette mand til jobbet. I flere medier blev han lidet flatterende døbt oberst Hackel med reference til karakteren fra tv-serien "Matador".
Der blev med andre ord sået tvivl om hans pædagogiske evner som leder. Til gengæld var der enighed om, at Bartels var en mand med de rigtige værdier.
Værdier som, at hårdt arbejde betaler sig, og at alle ansatte er lige meget værd uagtet stilling.
Rådgiver-funktion
I 2012 tiltrådte han som formand for Natos militære komité, hvor opgaven blandt andet lød på at rådgive generalsekretæren i Nato.
I de første par år i Bartels tid som formand for komitéen hed generalsekretæren Anders Fogh Rasmussen.
Knud Bartels kan nok være hårdfør i visse sammenhænge, men han er en mand, der næres stor veneration for i militær- og sikkerhedspolitiske kredse.
Endnu et bevis på det kom i 2016, hvor Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, udpegede Bartels til at rådgive Nato om behovet for en ny militær kommandostruktur.
Holder ved
Når man har et cv som Knud Bartels, er det svært helt at give slip på forsvarsstoffet.
Bartels har da også jævnligt givet sit besyv med i diverse medier, når en aktuel sikkerhedspolitisk sag har presset sig på, og han har blandt andet været boganmelder for forsvarsmediet Olfi.
Senest udtalte han sig i forbindelse med slutningen på Vestens engagement i Afghanistan, hvor Knud Bartels talte varmt for, at Danmark åbnede døren for de afghanske tolke.