Nyt om antallet af smittede
Både smitten med corona og influenza er på retræte, viser seneste tal fra SSI. Også indlæggelser falder
Antallet af påviste tilfælde af covid-19 og influenza er igen faldet i løbet af den seneste uge.
Det viser den ugentlige opdatering på luftvejssygdomme fra Statens Serum Institut (SSI), som er udgivet onsdag.
Også antallet af indlæggelser for influenza og covid-19 er faldet i uge seks sammenlignet med ugen før.
Tallet falder
Det er næsten udelukkende tilfælde af influenza A, som fortsat påvises blandt smittede danskere.
På instituttets hjemmeside fremgår det, at der i uge seks var en positivprocent på 1,9 procent for covid-19.
Det fremgår desuden, at incidenstallet, der viser smittede per 100.000 indbyggere, er faldet til knap 24 for influenza. Ugen før var incidenstallet lidt over 29.
Gælder også RS
Der er flest påviste tilfælde i Region Hovedstaden, mens smittetrykket er lavest i Region Midtjylland.
Incidenstallet for influenza var i år på sit højeste i perioden 22. til 28. januar, hvor der blev påvist over 31 tilfælde per 100.000 indbyggere.
Antallet af påviste tilfælde af RS-virus har været faldende siden årsskiftet og er i uge 6 faldet yderligere sammenlignet med ugen før.
Samme niveau
På seks uger er incidenstallet således faldet fra over 23 til omkring tre.
Antallet af indlæggelser med RS-virus, der i de fleste tilfælde giver anledning til milde forkølelseslignende symptomer, er i uge 6 på samme niveau som ugen før.
Men antallet af indlæggelser har generelt været faldende siden årsskiftet.