Nyt dansk eventyr i Japan
Noma åbner onsdag en pop up-restaurant i den japanske by Kyoto. Om lidt over to måneder er de væk igen
Efter års forberedelser er René Redzepi og michelinrestauranten Noma klar til at slå dørene op langt væk hjemmefra.
Onsdag åbner pop up-restauranten Noma Kyoto i den japanske by Kyoto.
Selv om restauranten kun har åbent i lidt over to måneder frem til 20. maj, ligger der meget hårdt arbejde bag projektet.
Det har Redzepi skrevet på Instagram forud for åbningen.
Ture til nær og fjern
- Hvad kræver det at åbne en Noma-pop up? Det er jeg blevet spurgt om utallige gange gennem tidens løb. Det kræver to års planlægning. En række researchture til nær og fjern. Mange studier af et nyt sted, en kultur, ingredienser, drikkevarer, mennesker, alt det der skaber et sted.
Af Nomas profil på Instagram fremgår det, at folkene bag michelinrestauranten blandt andet har besøgt sake-bryggerier og lokale kunsthåndværkere.
Men der har også været travlt med alt det praktiske som visum og ikke mindst, hvordan man flytter "alles liv til den anden ende af jorden, effektivt og ubesværet", skriver stjernekokken.
Har arbejdet hårdt
Det er hele Nomas hold fra praktikanter til ejere inklusive familier – i alt 95 personer – der er taget afsted.
- Hvor er lægen? Hvad med transport? Hvor skal alles børn gå i skole, børnehave eller vuggestue? Og der skal bookes flybilletter! Så mange spørgsmål, før noget er serveret.
- Her er vi så alle sammen, klar til den første uge. Jeg håber, I har et bord, for vi har arbejdet hårdt for det her. Og om ti uger forsvinder det hele og kommer ikke igen, skrev René Redzepi mandag.
Noma har tidligere haft et pop up-spisested i den japanske hovedstad, Tokyo. De har også haft lignende initiativer i andre byer verden over.
Helt udsolgt
Ifølge Berlingske har Redzepi tidligere fortalt, at Nomas midlertidige spisesteder fungerer som en kombination af gastronomisk inspirationsrejse, træningslejr og teambuilding for de ansatte.
Det fremgår af Nomas hjemmeside, at alle borde er udsolgt de næste uger i Kyoto. Er man i området, kan man tilmelde sig en venteliste.
Middagen inklusive drikkevarer og service koster omkring 6400 danske kroner per person.
Ryster pandemien af
I en udtalelse på Nomas hjemmeside skriver René Redzepi, at turen også har været en mulighed for "at ryste de seneste 2,5 år med pandemi af".
- Vi trænger til et eventyr, et, der vil forberede os på vores næste og hidtil største forvandlende rejse - et nyt kapitel for Noma, der vil udfolde sig i 2024, skrev Redzepi i oktober sidste år.
Lukker på ubestemt tid
Kokken har tidligere fortalt til Berlingske, at restauranten i København lukker på ubestemt tid fra 2025 for at gøre plads til et madlaboratorie, hvor nye retter og produkter skal udvikles til dets e-handelskoncept, Noma Projects.
Noma kan i år fejre 20-års jubilæum. De fik deres første michelinstjerne i 2005 og den tredje i 2021.