Nyslået millionær: Vi rejser skidtet op

En ældre mand fra Nordjylland vil lade tilfældet råde, når han og konen skal ud at rejse for den million, han har vundet i Lotto

Offentliggjort Sidst opdateret

Når man nu bare gerne vil rejse, men er lidt mindre sikker på, hvor man gerne vil rejse hen, så kan man jo gøre ligesom en ældre, nordjysk mand, der for nyligt vandt 1.000.000 kroner i Lotto takket være MILLIONÆRCHANCEN: Han har simpelthen tænkt sig at sætte sig ud i lufthavnen sammen med sin kone og så vente på et godt tilbud.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse. 

- Vi rejser hele skidtet op. Der skal ikke være noget tilbage. Når vi går på pension, så pakker vi to kufferter og sætter os ud i lufthavnen og venter. Og så er det bare: 'Hov, der var en afbudsrejse! Den tager vi.' Hvorhen er hamrende ligegyldigt, siger han.

For nordjyske

Med en hel million på kontoen kunne man måske sige, at manden og hans kone har råd til at vælge, som de vil, i stedet for at vente på en afbudsrejse.

- Men det kommer ikke til at ske. Det er vi for nordjyske til. Ja, vi er lidt smånærige, siger manden med et grin.

Det rent praktiske med, hvad der så skal i kufferten, det finder manden nok ud af undervejs, mener han.

Pakket i forvejen

- Underbukser og strømper, og tandbørste og barbergrej. Så er den kuffert pakket, og hvis det så er ned i varmen, så kan man jo købe et par shorts, og er det til Nordnorge, så er den pakket i forvejen, hvis man lige køber noget varmt tøj, siger han.

I første omgang er der lige et par år til pensionen, så her og nu skal pengene have lov at stå i fred og ro - men det er faktisk også lidt tilfældigt, at de får lov til det. For hvis ikke AaB havde tabt pokalfinalen til FC København tilbage i maj måned, så var rejsen allerede startet nu.

I hælende på fodboldhold

Manden havde nemlig tænkt sig at følge i hælene på AaB's fodboldhold på dets rejse ud i europæisk fodbold i løbet af efteråret. Men da AaB tabte pokalfinalen til FC København - og i øvrigt rykkede ned fra Superligaen - så blev der ingen nordjyske fodboldrejser i denne omgang.

- Vi havde jo regnet med, at vi skulle ud i Europa med det lokale fodboldhold. Det havde været fint om det så var blevet til det kolde Finland, Nordnorge eller Prag eller Cypern, så ville mig og konen være taget af sted med dem og så være blevet i måske 14 dage, men det gik jo ikke så godt med AaB, siger manden med et stille suk.



Powered by Labrador CMS