Nyslået millionær har købt endnu en kupon
Et ældre ægtepar på Fyn fik en masse frihed direkte ind på kontoen da de for nyligt vandt hele 5,4 mio. kr. på en andenpræmie i Eurojackpot. Pengene skal nemlig gå til at forsøde pensionisttilværelsen, som primært går med bilferier
- Det er ikke rigtig gået op for os endnu, men det er jo det, jeg har drømt om i alle de år, jeg har spillet. Jeg sad bare derhjemme med min telefon, og så tjekkede jeg min kupon, og så steg adrenalinen, fortæller den glade vinder, der kommer fra det vestlige Fyn.
Der er ikke blevet skejet nævneværdigt ud, siden ægteparret fandt ud af, at de havde vundet en stor gevinst i Eurojackpot, men noget er dog sket.
Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
Et tal fra 113 millioner
- Vi har ikke gjort noget anderledes, siden vi vandt, udover at vi har sovet lidt mindre, haha. Det var ikke 759 millioner, som der var en, der vandt for nylig, men jeg skulle faktisk bare have haft et enkelt tal mere, så havde jeg vundet 113 millioner, men mindre kan også gøre det, griner fynboen og fortsætter:
- Vi håber, vi kan leve af pengene resten af livet. Vi er hammer glade for, at de penge kommer, for så skal vi ikke tænke over økonomi. Vi vil bare forsøde livet fra nu af. Vi tager ofte på bilferie, så vi køber nok noget ordentligt at køre i, og nu kan vi komme på flere ture og komme endnu længere væk, fortæller manden.
Glade for friheden
Det ældre par er glade for den frihed, der følger med den store gevinst.
- Vi har ikke nogen at stå til ansvar for, så vi kan sætte os ud i bilen og køre nu, hvis det er. Det her er ekstra penge, for vi mangler ikke noget og skal ikke opnå mere, så det er bare luksus. Det er næsten alle pengene værd bare at køre rundt, synes vi. Det er noget i den stil, der er luksus for os. Det er, at vi bare kan sætte os ud i bilen og køre nu, hvis vi har lyst, gnægger manden.
Bilferierne går primært med at besøge især historiske landemærker og andet, som bærer præg af Europas lange og spændende historie.
Har købt ny kupon
- Vi kører rundt og ser ting, og er ikke på stranden og den slags. Vi har begge historisk interesse, og er glade for at køre rundt i Europa. Europa er stort, og der er mange muligheder. Der er ingen begrænsninger nu, da vi begge er pensionister, og nu er der heller ikke nogen begrænsninger i økonomien, smiler den fonøjede fynbo.
Og selvom der er flotte 5,4 millioner kroner på vej ind på kontoen, så har den glade fynbo ikke tænkt sig at pensionere sig fra glæden ved at spille lotteri.
- Jeg har allerede købt en ny kupon, hæhæ, nogen skal jo vinde to gange, forudser manden muntert.
Næste trækning i Eurojackpot er i aften, hvor der er 132 millioner kroner i puljen.