Nyslået millionær: -Det her ryger
En nyslået millionær tager sin nys tilkomne status med ophøjet ro
Det er ikke alle, der bliver blæst bagover af store gevinster.
En ældre mand fra området omkring Limfjorden ser dog frem til en større og bedre bil.
Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.
Det kommer ikke til at vende op og ned på tilværelsen, at en sindig nordjyde har scoret en stor Eurojackpot gevinst på næsten 2,9 millioner kroner.
- Jeg kommer til at leve, som jeg plejer, siger vinderen fra Region Nordjylland, der har valgt at være anonym.
-Jeg har haft det godt
Så opkaldet fra Danske Spil om kapitalindsprøjtningen er ikke noget, der har fået den nordjyske puls nævneværdigt i vejret.
- Jeg har haft det godt hele tiden, og har altid haft styr på tingene. Så det er ikke noget, der ændrer mit liv. Jeg regner med at blive 95, og har delt pengene ud, så jeg får det samme som nu udbetalt hver måned indtil da. Resten bliver stående, gnækker nordjyden, som er pensioneret.
Endelig råd til drømmebil
Selvom nordjyde og adstadig altså rimer ualmindeligt godt i dette tilfælde, er der dog alligevel en enkelt ting, som vinderen glæder sig til at spendere noget af gevinsten på.
- Biler har altid interesseret mig, men først nu har jeg råd til at få den bil, jeg har drømt om. På grund af gevinsten kan jeg købe en større og bedre bil, selvom den gamle kun har kørt 15.000 kilometer, smiler vinderen fra det nordjyske.