Nye regler om hovedpinepiller

Der indføres et loft på to pakker om dagen, når det gælder køb af visse typer medicin på landets apoteker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fremover kan kunder på apotekerne højst købe to pakker medicin om dagen, når det gælder hovedpinepiller, tabletter mod køresyge og midler mod diarré.

Det skriver Lægemiddelstyrelsen på sin hjemmeside.

Begrænsningen kommer efter et stigende antal henvendelser fra fagfolk og pårørende til selvmordstruede personer.

De peger på, at risikoen for overdoser og selvmordsforsøg forøges, når det er nemt at skaffe sig større mængder håndkøbsmedicin.

Lægemiddelstyrelsen deler vurderingen, forklarer enhedschef og overlæge Hanne Lomholt Larsen.

Sårbar gruppe

- Enhver sag, der omhandler overdosering og selvmordsforsøg, er alvorlig.

- Så selv om de fleste tager deres håndkøbsmedicin, som de skal, så er der en lille, men sårbar gruppe personer, som der også skal tages et hensyn til, så de bliver bedre beskyttet, siger Hanne Lomholt Larsen.

Nu kommer der loft over, hvor meget håndkøbsmedicin man dagligt kan købe på landets apoteker, når det gælder eksempelvis hovedpinepiller og køresygetabletter. (Arkivfoto).

Med begrænsningen til to pakker er der ifølge enhedschefen stadig mulighed for, at man kan kan købe en pakke til medicinskabet derhjemme og en pakke til at have liggende i for eksempel sommerhuset.

Kræver recept

Borgere, der har brug for at få smertestillende midler i større mængder, bør få det ordineret på recept fra lægen, lyder det fra Lægemiddelstyrelsen.

Det understreges også, at apotekerne fortsat kan udlevere flere pakker medicin i håndkøbsstørrelsen, hvis man har en recept fra sin læge eller tandlæge.

Kun én pakke i supermarkeder

I forvejen kan man kun få udleveret én pakke ad gangen i håndkøb af disse typer medicin, hvis man handler i et supermarked eller en kiosk.

Begrænsningen træder i kraft per 15. september 2023.

Lægemiddelstyrelsen vil løbende evaluere på tiltaget i samarbejde med Apotekerforeningen og Lægeforeningen, fremgår det.

Søg hjælp

Her får du fakta om selvmord og viden om, hvordan du søger hjælp.

2254 mænd og 792 kvinder valgte i årene fra og med 2010 til og med 2014 at tage deres eget liv. Det er godt 600 selvmord om året.

Livslinien fører hvert år mere end 14.000 samtaler med pårørende til folk, der overvejer at tage deres eget liv – folk, der overvejer at tage deres eget liv og folk, der er i færd med at gennemføre et selvmordsforsøg.

Du har mange muligheder for at få hjælp, hvis du overvejer at tage dit eget liv. Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201 – din egen læge og mange, mange andre. Se eventuelt Livsliniens oversigt over rådgivningstilbud.

Er du pårørende til en, der har begået selvmord, findes der også foreningen Efterladte.dk.

 

Powered by Labrador CMS