Dræbt under flystyrt
General, der skulle styrke indsatsen mod Nigerias militante grupper, er styrtet ned med et fly
Nigerias hærchef er dræbt i et flystyrt fredag. Det oplyser en talsmand for luftvåbnet i det vestafrikanske land ifølge nyhedsbureauet AFP.
Forinden havde tre militærkilder meddelt det til nyhedsbureauet Reuters.
Nigerias luftvåben oplyser i en meddelelse, at et af dets fly styrtede ned tæt ved Kaduna lufthavn fredag, og at det er ved at undersøge årsagen til styrtet.
Kaduna er en delstat i det nordlige Nigeria. Regionen har været plaget af uroligheder i de seneste måneder.
Ud over hærchefen, Ibrahim Attahiru, er flere af hans medarbejdere også dræbt i styrtet.
Nigerias præsident, Muhammadu Buhari, udnævnte i januar Attahiru til ny hærchef efter flere års kritik af, at Buhari ikke havde formået at nedkæmpe de islamistiske oprørere og væbnede bander i den nordlige del af landet.
Mod millitante
Attahiru skulle styrke indsatsen mod de militante grupper.
Fredag var der desuden meldinger om, at lederen af en af de mest berygtede grupper, Boko Haram, er hårdt såret og muligvis død.
Det er dog ikke første gang, at Abubakar Shekau, som han hedder, meldes død. Det er sket flere gange, og hver gang er han dukket uskadt op igen.
Abubakar Shekau betragtes som hjernen bag Boko Harams bortførelse af næsten 300 skolepiger fra en kostskole i Chibok i 2014.
Militæret er fredag aften fortsat ved at efterforske meldingerne om Boko Haram-lederens død.
Der er ikke umiddelbart noget der tyder på, at der er en sammenhæng mellem hærchefens død og Shekaus skæbne.