Ny stemmesluger forlader Venstre

Venstres Ellen Trane Nørby vil have et job, inden hun igen forsøger at blive borgmester

Venstres Ellen Trane Nørby forsøgte at erobre borgmesterposten i Sønderborg, men det lykkedes ikke.
Venstres Ellen Trane Nørby forsøgte at erobre borgmesterposten i Sønderborg, men det lykkedes ikke.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Avisen Danmark

Det tynder voldsomt ud blandt Venstres topti-stemmeslugere på Christiansborg.

Nummer et, to og tre er forlængst væk - Løkke, Støjberg og Ahlers.

For nylig stoppede Karsten Lauritzen i politik, og nu trækker partiets stærkeste kort i Sydjylland, Ellen Trane Nørby, sig også fra holdet, der skal forsøge at gøre Jakob Ellemann-Jensen til statsminister efter næste valg. Det siger hun i et interview til Avisen Danmark.

Suveræn stemmesluger

Ellen Trane Nørby - tidligere minister, politisk ordfører, næstformandskandidat og suveræn stemmesluger i Sydjylland - vil forlade Borgen og finde et job i første omgang, mens hun på længere sigt arbejder på at blive borgmester i Sønderborg.

- Jeg smækker ikke med døren eller stikker af eller noget lignende, men jeg stiller altså ikke op til Folketinget igen til næste valg, siger Ellen Trane Nørby til Avisen Danmark.

Bliver perioden ud

Planen - "som det ser ud nu, der kan altid ske noget" - er at blive siddende i Venstres gruppe i Folketinget perioden ud, men Trane Nørby lægger ikke skjul på, at hun er på udkig efter et job ude i det, som Christiansborg-politikere kalder "virkeligheden", og at der er ting, "der ikke nødvendigvis er faldet endeligt på plads".

Ellen Trane Nørby forsøgte også at blive borgmester i Sønderborg ved kommunalvalget i efteråret, men endte "blot" med at blive anden viceborgmester og leder af Venstres byrådsgruppe på 11.

Ved næste kommunalvalg håber hun at tage borgmesterposten.

Halvdelen er væk

Til næste folketingsvalg vil der dermed formentlig kun være to af Venstres syv største stemmeslugere fra seneste valg tilbage på stemmesedlen.

Af topti vil halvdelen være væk, som det ser ud nu.

- Jeg har været politisk ordfører i fire år, minister i fire år, jeg har løftet mange ordførerskaber. Jeg har aftjent min værnepligt for partiet. Andre har kræfter til at tage en tørn mere. Og nu står vi stabilt, Jakob er i den grad vokset i rollen som formand - det føler jeg mig tryg ved, siger Trane Nørby til Avisen Danmark.

- Jeg oplever ikke, at jeg forlader skuden. Jeg vil bare bruge mine kræfter andetsteds. Det har nogle omkostninger at sidde i Folketinget. Jeg har været her i 17 år og har pendlet frem og tilbage mellem Sønderborg og Christiansborg. Jeg er af den overbevisning, at det er det rigtige at fokusere mine kræfter på at få en ny borgmester i Sønderborg til næste kommunalvalg.

Powered by Labrador CMS