Ny epidemi rammer Danmark
Spreder sig hurtigt lige nu over hele landet
Der er epidemi med mycoplasma-infektioner - også kendt som kold lungebetændelse i Danmark, skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse onsdag.
Udmeldingen kommer, efter der i de seneste uger er set et stigende antal danskere, der er blevet testet positive for luftvejsinfektionen Mycosplasma pneumoniae.
Antallet er nu så højt, at det bliver kategoriseret som en epidemi.
Flere end normalt
Ifølge seniorforsker ved SSI Hanne-Dorthe Emborg er der "væsentligt flere tilfælde end normalt". Smitten er ifølge hende i hele landet.
- Mycoplasma-infektioner kommer i bølger, hvor sygdommen rammer de grupper i befolkningen, der endnu ikke har opbygget immunitet.
- Derfor er det også typisk en sygdom, der ses blandt skolebørn i alderen 6-12 år, fortæller hun i pressemeddelelsen.
Været lave tidligere
De seneste fire år har antallet af tilfælde været ekstremt lave, og det er ifølge seniorforskeren også højere, da børn i den alder, der typisk bliver ramt, ikke har været udsat for det før.
I årene 2015 til 2018 var senest, der var epidemi med kold lungebetændelse, hvor der var mange tilfælde tre sæsoner i streg. I Danmark er der typisk epidemier med mycoplasma-infektioner hvert fjerde år.
- De seneste knap fire år har antallet af mycoplasma-infektioner været ekstremt lavt, og det er derfor ikke usædvanligt, at vi har en epidemi nu.
- Vi har faktisk ventet på den, siden vi lukkede landet op efter covid-19-pandemien, siger Hanne-Dorthe Emborg.
Som ved influenza
Sygdommen giver typisk symptomer i stil med dem, man får ved en influenza - hovedpine, træthed, ondt i halsen og langvarig og tør hoste, særligt om natten.