Ny ændring for alle med børn

Fra i dag får både mor og far brevene i e-Boks, når deres fælles barn bliver skrevet op til dagtilbud eller skole

(Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Fra mandag bliver al post fra det offentlige om et barn sendt til begge forældre.

Folketinget vedtog sidste år lovforslaget om, at begge forældre skal have besked i e-Boks fra det offentlige, når det drejer sig om deres børn.

- Vi skal selvfølgelig ikke være med til at fastholde en stereotyp forestilling om, at beskeder fra det offentlige om børn nok mest er relevante for moren, siger ligestillingsminister Trine Bramsen (S) i en pressemeddelelse.

- Børn er et fælles ansvar, og derfor skal begge forældre selvfølgelig også have de relevante oplysninger. Det bliver nu helt klart, at digital post om et fælles barn skal sendes til begge forældre, siger Trine Bramsen.

Lovændringen betyder, at offentlige myndigheder som udgangspunkt skal sende den digitale post, der vedrører et fælles barns forhold, og som er rettet mod begge indehavere af forældremyndigheden over et barn, til begge.

Powered by Labrador CMS