Nu varsler DMI snestorm
Men hvor, hvor meget, hvor og præcist hvornår er endnu usikkert
De seneste dage har risikoen for en snestorm ligget i luften - siden TV 2 Vejret begyndte at tale om om til 30 cm sne - lokalt måske endda op til en halv meter - i begyndelsen af det nye år.
Nu går Danmarks Meteorologiske Institut ud med et decideret forvarsel om snestorm.
Det kan i givet fald blive en realitet fra onsdag morgen den 3. januar og hele dagen.
Forvarslet gælder i første omgang for den nordlige del af Jylland.
- Men lad mig sige det klart: Det hele er endnu meget usikkert. Vi går ud med et forvarsel fordi vi ifølge prognoserne kan ende i en situation, hvor vi kan komme op på kriterierne for en snestorm, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Hans Peter Vandel.
10 cm på seks timer
Kriterierne for en snestorm er mindst 10 cm sne på seks timer samtidig med at middelvinden er på mindst 10 meter pr. sekund.
- Når vi går ud med et forvarsel på nuværende tidspunkt, så er det for at gøre opmærksom på, at der kan ske et eller andet. Men det giver ikke rigtig nogen mening at tale om hvor meget sne og nøjagtig hvor snegrænsen kommer til at gå, lyder det fra DMIs vagtchef der fortsætter:
- Som det ser ud på nuværende tidspunkt, så er det i den nordlige del af Jylland sneen vil falde. Men det kan ændre sig mange gange inden onsdag i næste uge, slår Hans Peter Vandel fast.