EFTER 'DEN SORTE SVANE':
Nu skrider regeringen til handling
Der skal gøres op med, at kriminelle med hjælp fra en advokat kan begå ulovligheder gennem en klientkonto
Regeringen vil styrke kontrollen med hvidvask og misbrug med klientkonti, som ligner den, der blev brugt i TV 2-dokumentaren "Den sorte svane".
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet, der har sendt lovforslaget i høring.
- Jeg blev som rigtig mange andre dybt forarget over at se, hvordan personer fra samfundets elite og voldsparate kriminelle så ud til at hjælpe hinanden med at svindle og bedrage vores fælleskasse i dokumentaren, siger Peter Hummelgaard (S).
Har tavshedspligt
Advokater kan på klientkonti have penge stående fra flere klienter samtidig, hvilket medfører risiko for misbrug og hvidvask.
Det skyldes blandt andet, at advokaternes tavshedspligt kan skabe problemer med at give oplysninger om klienterne til pengeinstitutterne.
-Dybt forkasteligt
I dokumentaren ses samarbejde om svindel mellem kriminelle og advokater og erhvervsfolk.
Det ses, hvordan kriminelle med hjælp fra en advokat kunne begå ulovlige aktiviteter gennem klientkonto.
- Det er dybt forkasteligt, men desværre ikke overraskende at se, hvordan blandt andet advokaters samleklientkonti blev udnyttet.
- Det er afgørende, at bankerne får kendskab til identiteten på de klienter, der har penge stående på samleklientkontiene, så kontiene ikke kan misbruges til for eksempel hvidvask, siger Hummelgaard.