Nu reagerer Brygmann på sexisme-dokumentar: Jeg var blind
Martin Brygmann svarer igen på Facebook, efter at byret lørdag afviste at nedlægge forbud mod DR-dokumentar
Martin Brygmann har været "blind for, at min ofte platte og flirtende humor, som er en del af mig både fagligt og privat, kunne opfattes anderledes og grænseoverskridende".
Det skriver han på Facebook.
Udmeldingen kommer, efter at Københavns Byret har behandlet en anmodning fra Brygmann om at nedlægge forbud mod en DR-dokumentar.
Det afviste retten lørdag.
I dokumentaren, som efter planen vises fra mandag, er alle kritiserede parter fuldt anonymiseret, sagde chefredaktør for DR Nyheder Thomas Falbe tidligere lørdag.
Nævner ikke hans navn
Brygmann skriver, at byretten ikke ville nedlægge forbud, netop fordi DR ikke nævner hans navn.
Det til trods for, at indholdet "ikke vil efterlade nogen tvivl om, at det er mig, det handler om, ved en simpel søgning på internettet", skriver han.
Sagen blev ikke anlagt for at skjule noget, slår entertaineren fast.
- Hvis jeg ville skjule mig, havde jeg ikke anlagt en sag i det offentlige rum, med risiko for den presseopmærksomhed, jeg nu får.
Svært at styre kvindelig opmærksomhed
Ifølge Brygmann er historierne i dokumentaren bygget op omkring "tanker, følelser og sexistisk efterrationalisering"
- Mine ord eller handlinger kan ikke betegnes som magt, overgreb, trusler eller lignende, men eftertanker om, hvad jeg mon mente med en kompliment, en måske plat, flirtende vittighed eller i nogle tilfælde et gensidig kys eller en fysisk relation.
Han skriver, at det har været svært at styre den kvindelige opmærksomhed, der fulgte med hans berømmelse.
- Jeg er formet af 70’erne, og et anti-hierarkisk friskolemiljø, hvor jeg lærte, at man skal behandle andre ordentligt og ligeværdigt. Men jeg har desværre været blind for, at status og berømmelse kan skabe en skævhed i relationer.
- Jeg forstår nu også, at nogle kvinder måske kun har opsøgt mig, fordi de troede, jeg kunne gøre noget for deres karriere, lyder det.